Dansk kunst har mistet sin brod
Opsving og efterfølgende krise har banket kunstscenen 50 år tilbage.


Kronik af Jes Brinch
www.politiken.dk, 27 Sep 2013

I starten af kunstsæsonen arrangerede jeg sammen med svenske kunstkolleger fra Konstitutet i Malmö en bustur for svenske kunstnere til København.

Tanken var, at det skulle være en uformel tur, som kunne skabe kontakt mellem ligesindede kunstnere fra Malmø og København. Humøret var højt, og turen gik til åbningen af to af messerne, nemlig Chart og Alt_cph 13.

Skønt entusiasmen var stor, og sindet åbent, blev Chart dråben, der fik bægeret til at løbe over og fik mig til at indse, at der er behov for en kritisk gennemgang af tendenserne på den danske kunstscene.

Det virker, som om galleristerne er stjernerne på kunstscenen i dag, selvskabte autoriteter med magt til at udvælge og udelukke kunstnerne ud fra markedets parametre, som de tilsyneladende har insiderviden om. Kurs, pris og status går før kunstneriske kriterier – som kunne være, hvad kunst betyder, fortæller, eller om det er radikalt eller nyskabende formelt eller indholdsmæssigt.

Det ideelle kunstværk til denne sammenhæng er formelt uden indhold eller udsagn, ligner noget, der er set før og er totalt umælende, så at det giver plads til galleristen som formidler af, hvorfor dette tilsyneladende meningsløse værk er vigtigt, placeret i vigtige samlinger og på vigtige lister osv.

Den ideelle kunstner er formel, skaber ingen udsagn og vil allerhelst bare forholde sig til sine materialer og overlader alt andet til galleristen og formidlerne. Kunstneren kan så reduceres til at være stum leverandør af visuelle møbler og statussymboler, der først har status, når galleristen giver dem status.

Galleristerne påstår, at messerne handler om kunst. Men messerne handler først og fremmest om gallerier, gallerister, samlere, status, position og penge. Kunsten er det mindst vigtige. Kunstnerne er kun et nødvendigt onde og er i løbet af de sidste 10 år med opsving og krise blevet opdraget til, at de skal holde kæft og gøre, hvad der bliver sagt.

Hvis en kunstner vil have kontrol over sin kunst og kunstneriske udsagn, risikerer kunstneren at blive stemplet som besværlig at arbejde med af galleristerne, og dermed udelukket af markedet.

Budskabet er: Hold kæft og lav umælende ting, der ligner kunst, hvis du vil være med. Det er nu, toget kører, og det er ALVOR. Samme budskab som inden for uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet.

Der er mange grunde til at samle på kunst. En type er kunstelskende samlere, der er passionerede og søger udfordringer gennem kunst. De danner sig deres egne meninger om kunst og er som regel bevidst om deres betydning for kunstscenen.

Disse samlere kan virke som gødning på scenen og skabe muligheder for kunstnere gennem deres køb, særligt når de tænker uafhængigt af gallerierne og ikke kun køber top-ti kunstnere.

En anden type er investeringssamlere. De er kommet til i løbet af de sidste ti år og kunne lige så godt have investeret i værdipapirer. På grund af dem eksisterer en masse mellemhandlere, konsulenter og investeringskunstgallerier.

Deres samlinger er tit konsekvente og lineære, endda opkøbt ved hjælp af konsulenter, fordi de ikke selv har tid til at interessere sig for kunst. Investeringssamlernes effekt på kunstscenen er halvt positiv fordi de trods alt skaber salg, og halvt negativ, fordi de primært markerer sig med deres penge, som deres samling er en illustration af.

En tredje type samlere bygger en samling op for at skabe identitet. Deres samling handler om dem, ikke om kunst, og de forventer ofte, at gallerister og kunstnere accepterer, at de skal ydmyge sig selv for salgets og samlerens skyld. Endelig er der kunstforbrugerne, alle dem, der ikke ser sig selv som samlere, som bare forbruger kunst og køber lidt til sig selv for at se på det derhjemme, uden at forvente, at det, de køber, skal stige markant i værdi.

Berøringsangsten i forhold til kunst er forsvundet for disse mennesker i løbet af de sidste 20 år, og folk køber kunst til rimelige priser, fordi de kan lide det, ikke nødvendigvis fordi et samlertrend, en kursstigning eller et galleri har dikteret det. At folk forbruger kunst, har en god virkning på kunstscenen og destabiliserer på positiv måde markedet. Jo mere holdning, debat og selvstændig tænkning der er blandt samlere, kunstforbrugere, gallerister og kunstnere, jo bedre kunst får vi.

Kunst er noget, man skaber, kigger på, hører, sanser, tænker over, forholder sig til, diskuterer, nyder, hader og bruger og giver mest mening, når man forholder sig aktivt til kunsten og selv danner sin egen mening. Kunst kan være et felt for debat af virkelighedsbilleder og livsværdier.

Det er et felt, hvor der kommunikeres igennem oplevelser, der er anderledes, end hvad man får til hverdag. Meningsfuld kunst kræver integritet af kunstnerne. Integriteten forsvinder, når kunstnerne er underlagt galleriernes autoritet, og dermed forsvinder også den debat, der er en del af det frie kunstneriske udtryk.

Kunstscenen i København er opbygget af kunstnere. Omkring 1990 var der ingen etablerede gallerier, der arbejdede med ung samtidskunst, og derfor opstod en masse kunstnerdrevne initiativer som Baghuset, Saga Basement, Koncern, N55, Demonstrationslokale for Kunst mm.

Kunstnerne gjorde det selv, fordi der ikke var andre muligheder, og stort set intet marked. Disse steder gjorde det til tradition med fredagsferniseringer og fest, hvilket betød, at kunsten nåede ud til et bredere publikum end tidligere. Folk på ca. 40 år i dag har et afslappet forhold til kunst, både som publikum og forbrugere, fordi de har gået til ferniseringer de sidste 20 år.

Omkring år 2000 rykker de kommercielle contemporary art gallerier ind på scenen, og markedet eksploderer med opsvinget. Pludselig kan kunsten sælges, mange begynder at samle, og kunstnerne kan leve af deres kunst, hvis de har det rigtige galleri til at markedsføre sig. Galleristerne og samlerne bliver de nye stjerner, der sætter dagsordenen, også for hvad kuratorer og museer viser.

Så kommer krisen, hvilket paradoksalt giver gallerierne og samlerne endnu mere magt. Færre penge og mindre salg betyder mere udvælgelse samt en tendens til at investere i sikre kunstværker i stedet for eksperimenter.

Og museer, kunsthistorikere og kuratorer følger trop, skønt de burde være i stand til selvstændig tænkning og research og formidle kunst uafhængigt af de kommercielle gallerier. Kunstnerne virker, som om de er skræmt fra vid og sans af krisesnakken og står i dag med hatten i hånden og er parat til hvad som helst for en karriere.

Siden 1990 har en lang række kunstnere kæmpet for at få kunsten tilbage i virkeligheden og få kunsten til at være andet og mere end ren form. De har kæmpet for, at kunsten skal handle om noget, samtidig med at den fungerer visuelt.

Den formelle kunst er tilbage i højsædet i dag, fordi det tavse kunstværk er den lettest håndterbare vare for markedet. Dette er et stort tilbageskridt for kunsten. Kunsten er banket tilbage til før 1950 med retroabstraktion og retroformalisme.

Det, der før var en leg med ideer og en konkurrence om at kunne lave det vildeste kunstværk, er i dag en leg med kunsthistoriske citater i forhold til markedet og en konkurrence om at få højeste priser og mest magt.

Når kunsten mister kontakten med virkeligheden, bliver diskussionen intern. For gallerierne betyder det, at fokus bliver centreret på marked og samlere, for akademiske kunstnere bliver fokus på akademisk diskurs og position, og for eksperimenterende kunstnere bliver fokus på at etablere en alternativ position.

Når positionen bliver det vigtigste og gallerier, akademikere og kunstnerne for selvtilstrækkelige, ekskluderes publikum, og kunsten mister sin evne til at nå ud over scenekanten.

Det er vigtigt, at kunsten vil ud til publikum og kommunikere gennem udstillinger og aktiviteter, uanset hvad der kommunikeres. Det er vigtigt, at kunsten vil ud i samfundet, skabe debat og være med, ud i det offentlige rum, ud i folkeskolen, ud på arbejdspladser og cafeer, samtidig med at den findes i gallerierne og museernes eksklusive rum.

Dette betyder ikke, at kunsten skal tvinges ud og stå i rundkørsler og på togstationer, men at man bevarer idealet om at være inkluderende. Eksklusivitet og udelukkelse er der nok af, både i kunsten og i samfundet som helhed.

Autoriteter, der vil bestemme, hvad der er kunst, udvælge, filtrere og censurere, dræber kreativitet. Tendensen til at opfatte sig selv som et filter deles af både gallerister, kunsthistorikere og kunstkritikere, der efterhånden har fået skabt en kunstscene, der er så steril, at der hverken er plads til kunst eller publikum.

Humor, nedbrydning af hierarkier og tabuer frisætter kreativitet, ligesom fantasi og uhøjtidelighed gør.

Ansvaret er også kunstnernes, der i håb om salg og karriere finder sig i at blive reduceret til stumme leverandører af råmateriale til gallerierne, i stedet for at prioritere kunstnerisk integritet eller ytring af holdninger, og ikke mindst fordi danske kunstnere aldrig har formået at samarbejde og altid er klar til at underbyde hinanden.

Standard er kæft, trit og retning, og derfor står alle kunstnerne og træder sig selv over tæerne, som om de er til jobsamtale til noget, der burde være deres egen fest. Og når kunstnerne så endelig laver noget sammen, er det altid hyggeligt, men ender som regel med at ligne et rodet atelier fyldt med nulrede mennesker og nulret kunst.

Hyggeligt, men ikke noget reelt alternativ. Udadvendthed og klar og tydelig formidling er ikke kunstnernes stærke side, og derfor er de lette ofre for professionelle formidlere og gallerister.

Det er positivt, at der er opstået et marked for samtidskunst i Danmark, og positivt, at en masse mennesker kan leve af kunst. Kunst som felt er ekspanderet enormt i løbet af de sidste ti år. Professionaliseringen burde ikke være et problem og burde ikke medføre, at kunsten blev meningsløs og reduceret til rent statussymbol.

Det burde være muligt at sælge meningsdannende kunstværker, at åbne kunstens porte på vid gab, skabe fantastiske udstillinger, der aldrig er set før, og det skyldes primært galleristernes mangel på visioner om andet end penge, at det ikke sker.

Holdning, kritik, nyskabelse, fantasi, eller bare formel radikalitet burde ikke stå i modsætning til salg, og gør det heller ikke altid på det internationale marked, hvor der også findes kompromisløse kunstnere på toppen. Det må og skal være muligt at kombinere ’elite’gallerier med kunstnerisk radikalitet, ellers er det meningsløst.

Ideelt set bør kunstscenen kunne indeholde mange parallelle kunstsyn, fra elitegallerier med VIP-samlere og karrierekunstnere, hen over akademiske institutionskunstnere, til eksperimenterende undergrundskunst, med fri interaktion mellem de forskellige dele, uden for meget hierarki.

Desværre ser det ud til, at fremtiden kommer til at have mere adskilte kunstverdener. En elitekunstverden, kun for kommercielle elitegallerier, VIP-samlere og karrierekunstnere, der er indstillet på kæft, trit og retning, og hvor kreativitet, kritik, uafhængighed er reduceret til tomme salgsslogans, fri for besværlige kunstnere og publikum, der kun er irritationsmomenter.

Den verden vil være adskilt fra en akademisk kunstverden, med akademisk kunst og retorik, der er uforståelig for et bredt publikum, som igen er helt adskilt fra folk, der tror på en kreativ idealistisk undergrund. Kunst, kritik og eksperimenter vil fremover være en hobby, man selv skal betale for, og ikke noget, nogen kan leve af. Der bliver kun karriere til dem, der retter ind efter de oppefra kommende krav.

Kunstnere må holde fast i deres visioner, blive ved med at skabe mening, ytre holdninger og debattere, hvad kunst kan og skal, parallelt med markedsinteresserne.

Der skal være plads til mange forskellige kunstsyn, og det er vigtigt, at alle bliver ved med at skabe alternativer. Formidlere og gallerister bør også komme ind i debatten og byde ind med holdninger og kreative visioner til, hvordan kunstverdenen kan lukkes op og gøres bedre, i stedet for kun at styre gennem udvælgelse.

Der mangler debat og markerede holdninger hele vejen rundt og samarbejde omkring udvidelse af feltet fra alle involverede.

Alternativet er, at den danske kunstscene fryser fast, idealismen, fantasien og at ville lave kunst for publikum forsvinder, og kunsten bliver en fantasiløs spejling af konkurrencesamfundet, og det var jo ikke det, der var meningen, vel?


Harvested in 2013 from the url: http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2087603/dansk-kunst-har-mistet-sin-brod/ for "A Collection of Essays on Art" by Michael B. Chang http://www.michaelchang.dk/04_words/workwords/on_art.html#_references