Dansk succesforfatter: »Man gerne må gøre tingene på sin egen måde«

Forfatteren Dorthe Nors fik aldrig fodfæste i København. Det fik hun i USA.

Af
Carsten Andersen

De sidste tre år Dorthe Nors boede i Valby, havde hun et gammelt billede af forfatterkollegaen Peter Seeberg (1925-1999) klistret op på sin køleskabsdør.

Billedet hang sammen med en avistekst, hvor Seeberg forklarede, at han aldrig rigtig havde fået ordentligt fæste i København, og at han derfor var taget tilbage til Jylland, hvor han blev museumsinspektør i Viborg.

For ikke så længe siden kiggede Dorthe Nors igen over på billedet af forfatteren. Efter syv år i Valby var hun begyndt at lede efter et sted uden for storbyen. Forsøget på at blive en integreret del af det litterære miljø i København var slået fejl.

»Jeg har hele tiden hængt på ydersiden og aldrig været en del af netværket, og så var det, jeg tænkte, ja, Seeberg, det kan da godt være, vi skal til Viborg«.

Dorthe Nors siger det med et smil i stemmen, for rejsen tilbage til Jylland, hvor hun får permanent adresse i Dollerup uden for Viborg, sker på ingen måde med følelsen af, at den litterære karriere har ramt en blindgyde, fordi hun har forladt København.

Hun føler bare, at hun gør samme rejse, som folk som Per Højholt og Peter Seeberg gjorde før hende. Og man forstår godt hendes optimistiske syn på det jyske tilbagetog. Sagen er nemlig, at forfatteren netop nu oplever en større interesse for sit forfatterskab, end hun nogensinde har gjort.

Jyske rødder
Interessen kommer ikke fra det litterære establishment i København. Nej, interessen kommer udefra. Dorthe Nors er blevet et varmt navn i de litterære kredse i USA.

I september trykte det elitære magasin The New Yorker en af forfatterens historier.

Det er et magasin, som amerikanske forfattere forgæves forsøger at få hul igennem til. Magasinet trykte novellen ’Hejren’ fra den fem år gamle samling ’Kantslag’, og i skrivende stund har amerikanske magasiner aftaget alle samlingens noveller på nær to, og i midten af februar udkommer novellesamlingen på amerikansk under titlen ’Karate Chop’ på forlaget Graywolf, som også huser forfattere som norske Per Petterson og svenske Tomas Tranströmer.

Men hvordan i alverden kan det lade sig gøre, at en forfatter, som aldrig rigtig er brudt igennem herhjemme og mest er kendt af Herning Folkeblads læsere, pludselig får et gennembrud i New York?

Hvis man spørger forfatteren selv, handler en del af det faktisk om hendes jyske rødder.

»Herning er ret amerikansk«
»Jeg er jo vokset op ved Herning, hvor alt er meget gå selv-agtigt. Herning er ret amerikansk, og det sidder i mig, at man gerne må gøre tingene på sin egen måde. Under min opvækst fik jeg banket ind i hovedet, at man godt kan gå direkte fra A til B uden at spørge om lov. Den slags kan godt blive lidt oppustet og hyperliberalistisk på en træls måde, men hvis man tager det bedste af det, kan man også tænke ud af boksen på den måde«, siger Dorthe Nors.

Forfatterens forklaring på det amerikanske gennembrud er groft sagt, at hun var i gang med at bane sin egen vej til USA, før hun selv var klar over det.

»Mange tror, at det er mit forlag, der har skaffet forbindelsen til USA, men sagen er, at det er sket igennem mit eget netværk. Det var bare ikke et netværk, jeg havde tænkt mig at bruge for at blive udgivet på amerikansk. Under et arrangement med Dansk PEN mødte jeg forfatterne Junot Diaz og Rick Moody, og jeg var blandt andet guide for dem på Christiania. Vi blev venner og udvekslede bagefter musik og alt muligt andet over nettet. Kort efter vandt Junot Diaz så Pulitzerprisen i USA, men det var stadig ikke noget, jeg satte i forbindelse med mine egne bøger. Vi var bare venner«.

Et stykke tid senere bliver Dorthe Nors imidlertid kontaktet af oversætteren Martin Aitken, som spørger, om de to ikke skal prøve at få oversat nogle af hendes noveller og få dem udgivet i USA. Han spørger også, om hun eventuelt har et amerikansk netværk, og eftersom der findes et helt vildnis af litterære magasiner, beder hun sine amerikanske venner om råd, så hun kan henvende sig de rigtige steder.

Og efterhånden kommer der hul igennem.

Fra Viborg til USA
»Den første novelle blev trykt i Boston Review i 2009, den næste i magasinet Agni, og derefter er det gået slag i slag«, fortæller Dorthe Nors. På listen over aftagere af novellerne er desuden Harper’s Magazine, Fence, Guernica, New Letters og Gulf Coast.

Vejen til at få en egentlig udgivelse i USA er foregået på næsten samme måde. En af de gange hun var på skriveophold på Forfatter- og Oversættercenteret på Hald ved Viborg, kom en række af deltagerne fra udlandet.

For at deltage i opholdet skulle man medbringe tekster, man kunne vise de internationale kolleger, og en af deltagerne var tilfældigvis en amerikaner, som både kunne lide Dorthe Nors’ tekster og var ven med Rick Moody. Da den amerikanske forfatter kom hjem, havde hun de oversatte noveller fra ’Kantslag’ med i kufferten.

»Uden at jeg vidste det, sendte hun dem til redaktøren for A Public Space, Brigid Hughes, som nu er min redaktør i USA. Jeg udgav nogle tekster hos A Public Space og Brigid Hughes, hvilket førte til yderligere interesse for novellerne fra andre magasiner. A Public Space indgik samarbejde med Graywolf og besluttede, at ’Kantslag’ skulle være den første udgivelse i samarbejdet mellem de to anerkendte litterære organer«, fortæller Dorthe Nors.

Eventyret med 'Karate Chop'
Også udgivelsen af ’Karate Chop’ er et lille eventyr for sig, for selv om bogen først udkommer til februar, er de første forhåndsanmeldelser begyndte at indløbe, og som noget afgørende har ’Karate Chop’ fået en særlig, indrammet stjerneanmeldelse i Publishers Weekly, som dette brancheorgan bruger, når de vil udpege de titler, som de mener vil skabe opmærksomhed, når de udkommer.

»Det har været meget gnidningsfrit at udkomme i USA, og fordi jeg ikke er en del af deres miljø, kommer jeg ikke automatisk ned i en kasse. Jeg bliver læst på teksten alene. Det har været en stor glæde og meget sjovt, for herhjemme er det litterære miljø en meget lille verden, hvor man nogle gange har fornemmelsen af en næsten klaustrofobisk litteraturforståelse. Det kan blive helt ubådsagtigt, fordi udsynet sjældent rækker længere end til København«.

Du er blevet interviewet af The New Yorker, som hele tiden synes at lede efter noget, der er meget dansk i dine historier?

»Ja, de er meget optaget af det eksotiske. Det sjove er, at ’Kantslag’ har femten historier. To af dem foregår i New York, fordi jeg opholdt mig der i 2006. Det er de to eneste, jeg ikke har solgt til amerikanske magasiner. De vil have, at der skal stå noget om Dirch Passer eller Frederiksberg Have. Jeg kan ikke vide det, men jeg tror også, det har haft betydning, at der har været en bølge af nordic noir i USA«, siger Dorthe Nors.

Hun er helt klar over, at det, hun oplever for tiden, er noget usædvanligt.

»Da jeg fik en novelle i New Yorker, tænkte jeg på, hvilke danskere der mon havde prøvet noget lignende. Vi undersøgte, om Karen Blixen havde haft en novelle i, og det havde hun ikke, så jeg er den første dansker, der får kortfiktion i magasinet. Og apropos Karen Blixen: Jeg skal ikke sammenligne mig med Karen Blixen, men hun fik jo sit første fodfæste i USA, før hun slog igennem herhjemme. Jeg skriver slet ikke som hende, men bevægelsen er den samme. For nogle forfattere er det nemmere at komme udefra«.

Dorthe Nors har amerikanske forfatterkolleger, der får udgivet bøger på etablerede forlag, og de drømmer ikke alene om at få historier i The New Yorker. De drømmer også om at blive set og få anmeldelser. Bare en.

Tranlampe
»For mig har det været utrolig sjovt at være med til, fordi det hele er gået let. Jeg har aldrig tænkt, at jeg skulle slå mine slag i USA, men pludselig åbner døren sig. Ikke bare lidt, men på en surrealistisk stor skala, og det er nok once in a lifetime for mig«.

Hvorfor det?

»Fordi jeg er sådan en jysk tranlampe, der er meget realistisk. I februar skal jeg til New York og læse op ved et arrangement sammen med A.M. Homes og Fiona Maazel, så jeg skal bare nyde det, mens det sker, for ellers risikerer jeg at blive en sur og bitter, gammel kælling, når de fjerner den røde løber og det bliver hverdag igen«.

Allerede nu fornemmer Dorthe Nors dog, at noget er afgørende ændret på grund af begivenhederne i USA.

»Jeg kan allerede mærke, at det har givet et løft til mit arbejde herhjemme. Jeg er ikke typen, der bliver inviteret til ret mange litteraturfestivaler, for den slags kræver et netværk, jeg ikke har, men nu er jeg for eksempel blevet inviteret til den norske litteraturfestival i Lillehammer. Engang var der en, som sagde til mig, at jeg aldrig ville komme ind i det litterære netværk, og da tænkte jeg, at det da ikke kunne passe, for man skulle vel bedømmes på det, man kan. I dag er jeg nok enig med Peter Seeberg i, at man lige så godt kan tage tilbage til Dollerup og så i øvrigt være glad for nogle andre ting end at være en del af et københavnsk netværk. Men jeg kan nu godt mærke, at udgivelserne i USA har fået folk til at ændre udsynet. Og ændre deres syn på mig«.

Litterær fedtsugning
Ændrer din succes i USA noget, i forhold til hvordan du ser på udviklingen af dit eget forfatterskab?

»Jeg ville lyve, hvis jeg sagde nej. Lige nu er jeg i en proces, hvor jeg har fået en svensk litterær agent, og så står man jo i en situation, hvor det også for agenten er en fordel, hvis man skriver noget, de kan præsentere ude i verden. Men uanset om jeg får en agent, kommer jeg ikke til at give køb på kvaliteten af det, jeg skriver. Jeg kommer hverken til at skrive Pulp Fiction eller Jussi 3 eller noget lignende. Det bliver stadig literary fiction«.

Da 'Kantslag' udkom på dansk, skrev vores anmelder, at din udvikling var omvendt af det gængse. Dine bøger blev tyndere og tyndere?

»Ja, men til gengæld er de blevet mere præcise. En af de anmeldelser, der er på vej på amerikansk, siger, at jeg på to sider er i stand til at bygge karakterer op og afvikle dem på en plads, som andre bruger en hel roman på. Nu vil jeg gerne gøre mine bøger lidt tykkere igen, men jeg kommer nok ikke op på de godt 300 sider, jeg begyndte med i debutromanen ’Soul’. Hvis jeg fik den tilbage, kunne jeg nok godt gøre den 150 sider kortere med lidt fedtsugning«, siger Dorthe Nors.

Harvested in 2013 from the url: http://politiken.dk/kultur/boger/interview_boger/ECE2174450/dansk-succesforfatter-man-gerne-maa-goere-tingene-paa-sin-egen-maade/ for "A Collection of Essays on Art" by Michael B. Chang http://www.michaelchang.dk/04_words/workwords/on_art.html#_references