Godhedens kunst

Kunstnergruppen Superflex fører sig frem som de svages forkæmper. Men gruppens projekter skader de allersvageste

Af
Christian Groes-Green, antropolog og adjunkt ved kultur- og sprogmødestudier, Roskilde Universitet

Superflex udstiller i disse dage deres værker på Charlottenborg i København. Der er tale om en talentfuld kunstnergruppe, der via deres kunst støtter og formidler bæredygtige og socialt ansvarlige projekter blandt verdens mest trængende. Så meget desto mere problematisk er det, at dele af udstillingen dækker over en tragisk historie om, at det kan have store menneskelige omkostninger for de allersvageste, når man forsøger at gøre noget godt for de svage.

Et af Superflex’ ambitiøse kunstprojekter handlede om at samarbejde med fattige bønder i landsbyen Maués i Amazonas om produktionen af en guaranádrik – Guaraná Power – hvor prisen for råvarerne skulle være retfærdig, og det færdige produkt bæredygtigt. Ved at handle direkte med bønderne uden om de multinationale selskaber, der underbetaler dem, kunne man udvise et godt eksempel og skabe et brand, der udgjorde et alternativ til storkapitalens masseproduktion.

I forbindelse med mit feltarbejde hos sateré-mawéfolket i Amazonjunglen i 1999 og 2001-2002 stødte jeg på nogle af de bønder, som Superflex senere samarbejdede med. Bønderne underbetalte sateré-mawéfolket groft for deres guaranáleverancer og ignorerede deres krav om anerkendelse af, at det var dem, der i sin tid opfandt guaranáproduktet, som også har en stor symbolsk og religiøs betydning for dem.

Underbetaling
Mens jeg boede i Amazonas, så jeg, hvordan bønderne fra Maués købte guaraná til stadig lavere priser og solgte det videre til udenlandske firmaer for et langt højere beløb. Bøndernes handel gik ud over sateré-mawéfolkets handel, svækkede deres konkurrenceevne og gjorde dem endnu mere sårbare over for underbetaling fra firmaer som Antárctica, den brasilianske storproducent af guaranásodavand.

Jeg var ikke alene om at observere bøndernes underbetaling. En undersøgelse lavet af indfødte folks organisationer i delstaten Amazonas konkluderede, at sateré-mawéfolket blev økonomisk udnyttet af bønderne i Maués. Der er stor sandsynlighed for, at bøndernes underbetaling og udnyttelse fortsatte, da Superflex indgik et samarbejde med dem, året efter jeg forlod området, og det bekræftede sateré-mawé’erne da også over for antropologkolleger, der var i området i 2005.

Der er tale om et folk, som med sikkerhed er mere marginaliseret og forarmet end de bønder, som Superflex handler med. De kæmper ofte med sult og epidemier og har siden kolonitiden følt sig udnyttet af udefrakommende. I deres øjne er ’den hvide mand’ den største trussel imod deres eksistens. Så forestillingen om, at Superflex handler med de svageste producenter og udfordrer magtstrukturen og fremmer socialt ansvarlig handel, er kun den halve sandhed.

Patentrettigheder undergraves
Det er muligt, at Superflex ønsker at udfordre ideen om patenter og copyright, og det projekt er jeg for så vidt enig i, når det gælder de multinationale selskaber. Men gælder det også, når et af verdens mest udsatte folk søger om patent med henblik på overlevelse?

Sateré-mawéfolket har gentagne gange søgt om at få patent på produktion og udvikling af guaraná, idet de beviseligt var de første, der producerede og handlede med produktet. Hver gang har de fået afslag fra statens patentdomstol, fordi det ville gå ud over landets største sodavandsproducenters indflydelse og indtjening. Bøndernes produktion og handel gør den kamp endnu mere besværlig og risikerer langsomt at fratage sateré-mawéfolket deres levebrød.

Man kan ikke klandre Superflex for, at de undlod at handle med sateré-mawéfolket. Folket er svært at komme i kontakt med, og adgang til deres territorium kræver særlige kontakter blandt høvdingene. Man skal også igennem en indviklet ansøgningsprocedure i FUNAI, den brasilianske stats beskyttelsesorgan for indfødte folk. Jeg fik først adgang til området efter at have ansøgt i halvandet år.

Man kan til gengæld klandre gruppen for at handle med lokale bønder, der gennem lang tid har lukreret på, invaderet og udnyttet indfødte folk og deres territorium. Superflex kunne have undersøgt, hvilke konsekvenser deres handel med bønderne ville få for sateré-mawéfolket, som de må have haft kendskab til, mens de opholdt sig i Maués.

Bedre end ingenting?
Allerede i 2005 gjorde jeg Superflex opmærksom på, at de risikerede, at deres handel i Amazonas ville føre til yderligere marginalisering og fattigdom blandt folket. Men de påpegede blot, at »man jo ikke kan gøre alle grupper tilfredse«, og at »det, Superflex gør, er bedre end at gøre ingenting«.

Det, mener jeg, ikke er tilfældet. Det virker som om, Superflex er mere interesseret i at beskytte deres brand end at forholde sig til eller undersøge de risici, som deres projekt indeholder. Og som går i stik modsat retning af, hvad de siger, at de står for.

Hvis kunst skal være magtkritisk, skal den vel også være selvkritisk? Den politiske kunst fejres i disse år, og det er positivt. Men når den samtidig reduceres til brand og ureflekterede ’do good’-projekter, risikerer den at blive impotent og ude af stand til at gøre en forskel.

Hvorfor komme med en kritik af et kunstprojekt så mange år efter og sætte spørgsmålstegn ved en kunstergruppes virke, når de har gjort så meget godt i andre projekter, kunne man spørge. Fordi Superflex i dag, ligesom for ti år siden, står for værdier om bæredygtig handel, alt imens de samarbejder med bønder, som ikke lever op til det, vi almindeligvis forstår som fair trade. Jeg håber, at kritikken kan medvirke til, at Superflex og lignende kunstprojekter bliver mere åbne for debat om deres egen magtposition og indarbejder en konstant refleksion om deres egen rolle i globale og lokale magtspil.

Harvested in 2014 from the url: http://www.information.dk/484958 for "A Collection of Essays on Art" by Michael B. Chang http://www.michaelchang.dk/04_words/workwords/on_art.html#_references