Galleriejer: Det er mit job at stoppe kunstspekulanter


Nikolaj Heltoft
politiken.dk, 10. JUN. 2015 KL. 09.18
Økonomi

Kunstnernes værker skal spredes mest muligt, mener Bo Bjerggaard, som afviser, at spekulation præger dansk kunstmarked.

En ren investering. Sådan lød dommen fra en stribe kunsteksperter, da to værker af Picasso og Giacometti i maj gik for historisk høje priser. Derfor var vurderingen, at værkerne relativt snart vil blive sat til salg igen.

Også blandt danske gallerister kan de seneste få års hastige vækst på kunstmarkedet mærkes, men ren spekulation i stigende værdier er endnu et relativt ukendt fænomen, mener Bo Bjerggaard fra Galleri Bo Bjerggaard. Han repræsenterer en række af de danske samtidskunstnere, der som Tal R, John Kørner og Per Kirkeby også opnår pæne salgspriser i udlandet.

»Vi oplever mange enkeltstående købere, som ikke køber store mængder, men specifikke værker af specifikke kunstnere. Her er der ingen, der vil have én af den, én af den og én af den. Her er der ingen, der rydder udstillingen. Vi har ikke på samme måde som i resten af Europa og i særdeleshed USA store genuine samlere, som køber ind med den store, brede pensel. Det er meget mere individuelt i Norden«, siger Bo Bjerggaard, der ud over en stribe nordiske kunstnere har flere anerkendte tyske kunstnere såsom Georg Baselitz og den yngre Daniel Richter i sin stald.

Så jeres kunder ser ikke værkerne som investeringer af forretningsmæssig karakter?

»Folk forholder sig først og fremmest til værket, er min oplevelse. Dernæst ser de på, at er det et sundt køb, så er det jo dejligt. Og hvis du skal bruge mange penge på et kunstværk, vil du selvfølgelig gerne sikre dig, så meget som man nu kan i denne verden, at du også en dag kan få noget af det igen, hvis du fortryder eller får brug for ressourcerne. Så folk er seriøse, men jeg opfatter dem helt ærligt ikke som investorer. Det er meget få, der kommer ind og siger, at de gerne vil se på en investering. Og gør de det, anbefaler jeg som regel finansielle aktiver«.

Hvorfor det?

»Der kan man forholde sig til risikoen på en helt anden måde end i kunsten, hvor det er individuelle værker af individuelle personer. Når du køber et kunstværk af en etableret kunstner, der har en historik og ti museumsudstillinger bag sig, køber du ud over selve værket en andel af et kunstnerskab. Dets vægt bliver større og større med kunstneren. Giver du 100.000 kroner for en Jorn-tegning, synes du selvfølgelig, at den ser fornuftig ud, men du køber også en andel af kunstnerskabet Asger Jorn. Det udgør her en større del af prisen end selve værket. Med et ungt talent er det værket, der bærer det hele. Måske kan kunstnerskabet en dag bære noget mere, men det kan man kun håbe på. I den finansielle verden kan man se på, hvordan en virksomhed har performet, hvad ledelsen har planlagt, på de generelle markedsbevægelser og en række andre rationelle parametre. Det kan du ikke i kunsten«.

Værkerne skal spredes

Men nogle af de samme mekanismer gør sig gældende?

»Det er rigtigt. Og der er i denne verden en underliggende situation, hvor store, veldokumenterede kunstnerskaber bliver flyttet fra at være emotionelt betingede til at være finansielt betingede. Ser man på det i det store billede, er der ikke så mange steder, du kan flytte din kapital hen. Vi står i en situation med omtrent negative renter, og med eksempelvis aktier løber man en risiko. Her søger nogle hen i andre aktiver. Bruger du dem på kunst, får du selvfølgelig et umiddelbart afkast hver dag i form af glæden ved værket. Men andre animeres givetvis også til at spekulere i det. Jeg oplever det bare ikke selv«.

Men hvis jeg ville tømme galleriet?

»Hvis den situation skulle dukke op, er det jo min rolle som gallerist at sikre en vis spredning af værket, så det ikke bliver et rent spekulationsobjekt. Det er i både kunstnerens og galleristens interesse. Vi er jo ansat af kunstnerne til at varetage deres interesser. Det er dem, der betaler mig, ikke kunden. Og skal jeg repræsentere kunstneren professionelt, må vi tænke sådan«.

Fordi stor koncentration indebærer en prismæssig skrøbelighed på sigt?

»Præcis. Og det er ikke i kunstnerens interesse. For kunstneren er institutioner og forskellige offentlige samlinger vigtigere end så meget andet, for der kan du se værket. Det kommer til sin ret, fordi det bliver eksponeret for et bredere publikum end i det private hjem. Det er ikke ensbetydende med, at der ikke er plads til de private salg også, hvis kunstneren ellers er produktiv nok«, siger Bo Bjerggaard.

Harvested in 2015 from the url: http://politiken.dk/oekonomi/gloekonomi/ECE2705941/galleriejer-det-er-mit-job-at-stoppe-kunstspekulanter/ for "A Collection of Essays on Art" by Michael B. Chang http://www.michaelchang.dk/04_words/workwords/on_art.html#_references