Den mest støttede kunst kan ikke hænges op over sofaen

Det er primært ret ukendte kunstnere, hvis værker sjældent kan sælges, der har siddet på toppen af dansk kunststøtte siden 2010, viser en opgørelse, Politiken har lavet.

Mikkel Vuorela og Torben Benner
politiken.dk, 8. OKT. 2015
Kultur

Som i en bank er rummet omkranset af vertikale sorte persienner. På et lærred bliver nogle billeder projiceret op. Det er dog ikke renteudgifter og budgetter, der bliver vist i denne mystiske bank, men en kunstvideo i to dele.

I første del sidder fem jakkesætklædte mænd – møntsamlerenheden fra auktionshuset Bruun Rasmussen – og vurderer 20 imaginære mønter. De forestiller sig, at det er verdens 20 dyreste mønter, at de er deres vægt værd i guld og ikke bare en talværdi uden noget fysisk udtryk. Den tekniske kvalitet i filmoptagelserne er perfektioneret ned til mindste detalje.

I værkets anden del, en animationsvideo, reciterer en abe i jakkesæt et Lewis Caroll-digt om en låner og en skyldner, der ikke kan overholde betalingsfristen. Gælden eksploderer.

»Værket viser to måder at tale om økonomi på, og samtidig er det to måder at lave film på«, forklarer kunstneren bag værket, Søren Thilo Funder.

»Den ene filmet med filmkameraets særlige æstetik og dybde, mens animationen er en mere flad form, der passer til tablets. Den ene handler om cinema, bevægelse og film, den anden om den nye visuelle verden«.

Kunstværket, ’The Vanishing Table’, kunne ses på Tranen Comtemporary Art på Gentofte Bibliotek sidste år og blev lavet med 50.000 kr. i støtte fra Statens Kunstfond.

»Jeg fik omkring halvdelen af det, jeg søgte, så det første, der ryger, er mit honorar. Jeg betaler jo de aktører, der er med, og betaler for leje af filmudstyr, postproduktion og projektor, ligesom jeg skulle købe og konstruere gardinerne«, siger Søren Thilo Funder.

Men hvorfor skal det offentlige betale for det?

»Det er svært at sælge sådan et værk. Der er ikke mange lokale samlere, som er interesserede i at købe den slags kunst, fordi den er svær at vise frem. Det skal støttes, fordi det kan være relevant for kunstens verden og for de besøgende, der ser det«, mener kunstneren.

Svær kunst at lave svær kunst

Statens Kunstfonds skiftende uddelere er glade for kunstneren Søren Thilo Funder. Han ligger i top-10 over de kunstnere, der har fået mest støtte fra 2010 frem til i dag, kan man se på en opgørelse, som Politiken har lavet over statens støtte til billedkunstnere.

På listen finder man også kunstnere som Torben Ribe, Ulrik Heltoft, Lea Porsager og kunstnergrupperne Superflex og A Kassen.

Det er kunstnere, der laver smal kunst, som er svær at sælge. Og kunstnerne er stort set alle ret ukendte i den brede offentlighed. Politiken har talt med en række kunstnere fra listen – og med en række eksperter i samtidskunst – for at finde ud af, hvad pengene går til. Og hvorfor de bliver fordelt sådan.

Spørger man folk med forstand på samtidskunst, hvad top-10 eller top-20 over støttede kunstnere har tilfælles, svarer de:

De er yngre, talentfulde, produktive og på vej frem eller i midten af deres karriere. Mange af dem er slået igennem internationalt og har haft værker på Venedig Biennalen, Whitney Biennalen og Documenta eller på internationalt anerkendte museer som MoMA i New York og Guggenheim i Bilbao.

De fleste arbejder tværmedialt med kunstformer og udtryk som lydinstallationer, videoværker, installationer og performance – kunst, der ikke umiddelbart kan sælges. Der er ikke mange, der som Torben Ribe (nummer 2 på listen) arbejder med lærred og pensel.

»En del af dem har en gallerist, så mere skævt er det heller ikke. Men jeg tror ikke, at der er mange i top-20, der ville kunne lave deres kunst uden støtte. Også fordi mange værker laves specifikt til en bestemt udstilling eller et bestemt rum«, siger Camilla Jalving, der er kunsthistoriker og museumsinspektør på Arken.

Øverst på listen finder man kunstnergruppen Superflex, der netop har modtaget 750.000 fra Statens Kunstfond til en opera. Siden 2010 har de modtaget 1.490.000 kroner i støtte.

De 750.000 kroner til Superflex dækker ifølge Jakob Fenger fra kunstnergruppen omkring en tredjedel af udgifterne til at opføre deres opera – en kort treakter om dramaet om opførelsen af Operaen på Holmen.

»Vi søgte pengene, fordi vi ikke kan få projektet op at stå uden. Pengene går til musikere, sangere og opførelse. Det hele går til produktion. Opera er ikke noget, du kan lave på markedsvilkår, men vi tror, at vi med pengene fra Kunstfonden i ryggen også kan skaffe resten,« forklarer Jakob Fenger.

Et blåstemplende støttebeløb fra Kunstfonden kan være med til at åbne andre økonomiske døre for kunstnerne, forklarer han. Men støttekronerne kan også give unge kunstnere bedre mulighed for at være en del af den internationale kunstverden.

Okkultisterne i Monte Verità

Ved det schweiziske bjerg Monte Verità – Sandhedens Bjerg – opstod der omkring år 1900 et minisamfund af anarkister, teosoffer og esoteriske okkultister, der forsøgte at omskabe verden.

Mere end 100 år senere drog den stort set nyuddannede kunstner Lea Porsager derned med en gruppe venner for i en uge at afprøve ideerne fra dengang på egen krop. Ud af eksperimentet lavede hun en film, som igen blev en del af værket ’Anatta Experiment’, der blev vist på den højt respekterede udstilling Documenta i Kassel i 2012.

»Jeg lavede et stort værk, som var kulminationen af ting, jeg havde arbejdet på i flere år. Jeg ved ikke, hvordan jeg skulle have lavet det uden støtte, for jeg havde ingen kommercielle forbindelser dengang«, siger Lea Porsager, som vurderer, at netop støtten til dét projekt er årsag til, at hun ligger højt på listen over støttemodtagere.

I parken Karlsaue i Kassel opførte hun en lille træhytte, der fungerede som ét samlet værk. Trægulvet derinde var et indeks over eksperimentet – en bevægelse fra jordisk bundne ting til kosmiske ideer – filmen fra Monte Verità blev projiceret på væggen, hvor der også var to tekster og en gammel plakat, der knyttede samfundet i Schweiz til udstillingen i Kassel.

Værket er ikke blevet solgt.

»Lige præcis når man laver udstillinger til steder, der ikke giver penge til produktion, er det vigtigt at kunne søge penge fra et relativt neutralt sted som Statens Kunstfond.

Det er bare mere neutrale penge end fra et firma, der har sin egen agenda. På udstillinger som Documenta er der ikke nødvendigvis lighedstegn mellem udstilling og salg, fordi det er en type kunst, der er undersøgende og eksperimenterende«, siger hun.

Og netop derfor er Statens Kunstfond vigtig, mener hun. For fondens udvalg består af mennesker, der er valgt på grund af deres faglighed og forståelse for det kunstneriske sprog, og derfor tør de også støtte andre – og måske sværere afkodelige – typer kunst.

»Kunst behøver ikke at være formidling af noget som helst, men kan være ren spekulation, som står og dirrer, og hvis man er heldig, opfordrer den til nye tanker«, siger Lea Porsager, hvis karriere har taget fart siden udstillingen i Kassel.

I år laver hun 11 udstillinger – hvoraf hun har søgt penge til den ene, og hun er sikker på, at Kunstfondens vilje til at støtte hende, da hun var nærmest nyuddannet, har har haft stor betydning for hendes succes sidenhen.

»Jeg har lavet utrolig mange udstillinger, og det er først nu, at jeg får fat i at kunne sælge noget. Jeg har lavet en del mere eksperimenterende værker, som er komplekse at sælge. Min kunst er besværlig – men lige netop besværligheden, tror jeg generelt, er vigtig for kunst. Besværligheder kan have det hårdt på det kommercielle marked, især hvis det ikke et et billede, der kan hænge på væggen«, siger hun.

»Når jeg hører listen over de folk, der får mest støtte, er det alle folk, som udstiller internationalt, og du skal ikke undervurdere betydningen af, at de her folk kommer ud over landets grænser. Jeg tror, at investeringen kommer tilbage på alle mulige andre måder, så hele det her spørgsmål om kunststøtte handler rigtig meget om kontekst og om at se det i et større perspektiv«.

Ukendte kunstnere

Når man kigger på listen over de største støttemodtagere, står det klart, at der ikke kan sættes lighedstegn mellem toppen af listen og toppen af dansk kunst. For eksempel er Olafur Eliasson slet ikke med, og anerkendte kunstnere som Elmgreen og Dragset eller Danh Vo findes først længere nede på listen.

Alligevel er der udbredt tilfredshed blandt de eksperter, der følger kunstlivet i Danmark.

»Jeg blev ret optimistisk, da jeg så den. Det ser ud, som om kunststøtten bliver fordelt fornuftigt, og systemet fungerer godt«, siger Pernille Albrethsen, der er dansk redaktør på det nordiske kunsttidsskrift Kunstkritikk.

Top-20 har det tilfælles, at de nærmest kun kendes af folk, der ved noget om kunst og interesserer sig for samtidskunst. I den brede offentlighed er der ikke mange, der ved, hvem de er, eller har set deres værker. Men det er hverken kunstnernes eller Kunstfondens fejl, mener Birgitte Kirkhoff Eriksen, der er direktør på Museet for Samtidskunst i Roskilde.

»Det handler om, at samtidskunst bliver underprioriteret i skolen, på uddannelserne og i medierne. Og så om, at folk gerne vil se noget, de kender i forvejen. Sådan har jeg det også selv. Det er mere besværligt og udfordrende at vælge noget, man ikke kender. Derfor satser museerne på de kendte kunstnere, dem, folk har set eller hørt om, for museerne er afhængige af gode besøgstal«, siger hun.

Torben Zenth, der er redaktør på onlinekunstmagasinet Kopenhagen, forstår ikke danskerne ligegyldighed over for kunst. Svenskerne og tyskerne er langt mere optaget af kunsten, siger han.

»For eksempel kommer hele pressen, hvis Malmö Konsthall holder pressemøde. Måske skyldes den lave interesse, at vi historisk aldrig har haft en overklasse, der ikke lavede andet end at interessere sig for kunst og kultur«, siger han.

Men når så relativt få går op i samtidskunsten eller kender kunstnerne, er det nærliggende spørgsmål: Hvorfor så overhovedet spytte så mange millioner i den?

»Fordi deres kunst skaber nye former for erkendelser«, lyder det fra professor i kunsthistorie ved Aarhus Universitet Jacob Wamberg.

»Kunsten er en væsentlig måde at prøve på at skabe mening der, hvor der ellers ingen mening er at få øje på. Man skal støtte, fordi der sker mærkelige ting, fordi det er skrøbelige udtryksmidler, der ikke kan klare sig uden«.

Men hvorfor ikke bruge støtten på sådan noget som film, som langt flere danskere ser og går op i?

»Fordi den eksperimenterende kunst er langt mere i kontakt med, hvor kunsten bevæger sig hen, end en mainstreamfilm om den danske middelklasses oplevelser. Vi ville blive et meget mere afstumpet samfund, end vi er i forvejen, uden kunststøtten med hele denne her kommercialisering «, siger Jacob Wamberg.

Man skal støtte, fordi der sker mærkelige ting, fordi det er skrøbelige udtryksmidler, der ikke kan klare sig uden
Jacob Wamberg, professor, Aarhus Universitet
»Det ville være et trist og nærigt samfund, der ikke tillod de her nødvendige eksperimenter. I betragtning af hvad vi som samfund ellers bruger penge på, er der tale om få midler. Kunsten er også en form for samvittighed for samfundet og den ellers kyniske kapitalistiske økonomi«.

Kunsterne kan søge penge fra flere forskellige puljer hos Kunstfonden, men de to primære steder er legatudvalget og projektstøtteudvalget. Siden januar 2014 har Gitte Ørskou været formand for det sidstnævnte. De uddeler 6-7 millioner kroner hvert kvartal, langt mindre, end der bliver søgt om. Det vigtigste kriterium for støtte er den kunstneriske kvalitet, siger hun.

»Vi fokuserer på, om det er et vigtigt projekt, der er givende for kunstnerne, udstillingsstedet og for kunsten – er projektet med til at skubbe kunsten nye veje hen?«, siger hun.

Lægger I vægt på, om kunsten er svær at sælge?

»Det er ikke et kriterium for os. Men der kan være en tendens til, at kunstnere, der arbejder med større stedsspecifikke værker – som i sagens natur er sværere at sælge – søger om flere midler. Det er dyrere at lave en kæmpe installation end at købe ind til tre malerier«.

Neandertaleren

I et univers, hvor Jorden er centrum, og Solen og de andre planeter kredser om vores blå planet, drysser en ensom neandertaler rundt i et mennesketomt landskab.

Bag den overlevendes tunge pande og moskusskindet gemmer sig kunstneren Ulrik Heltoft, der i årevis har lavet kunstfilm, hvor han selv spiller hovedrollen. Neandertalerfilmen hedder ’Origin of Specimen 52v’ og er et lidt specielt værk, fordi det er produceret til DR’s kanal DR K – og ikke som normalt til et udstillingssted.

Men ellers ligger filmen sig fint i halen af Heltofts arbejde: Han tager ofte udgangspunkt i litterære værker eller manualer, som han opfører på film. Og så er han den kunstner, der har modtaget tredjemest støtte de sidste fem år.

»Når mit navn står på den liste, er det ikke, fordi jeg har fået pengene«, siger han.

»Støtten går til aflønning af folk, der skal gøre noget. Men kunstneren får lov at lave værket. Med støttesystemet kan vi lave fantastiske produktioner, der bliver vist i hele verden, værker, der kan vises de næste 500 år. Det, mener jeg faktisk, er formålet. Man må se det i et større perspektiv. Det er langt vigtigere, end om der kun kom 3.000 til første udstilling«.

Ulrik Heltoft er uddannet fra skulpturlinjen på det prestigefyldte Yale University i New Haven, men valgte at tage tilbage til Danmark – en beslutning, der har formet hans kunstneriske arbejde, for netop det danske støttesystem giver kunstnerne andre muligheder, mener han.

»Var jeg blevet, havde jeg ikke kunnet lave de værker, jeg laver i dag. Så var jeg gået til grunde som kunstner. Mit projekt, som det ser ud i dag, var ikke lykkedes« .

For tiden arbejder Ulrik Heltoft, som ernærer sig som underviser på Kunstakademiet, på en udstilling på Gl. Holtegaard, hvor hans kunst skal gå i dialog med stedet. Her vil både være gamle og nye værker – blandt andet en film, hvor Ulrik Heltoft spiller tre forskellige udgaver af karakteren Scrooge fra Dickens’ klassiske værk ’A Christmans Carol’.

»Den historie findes på alle mulige niveauer – fra Disney til skolekomedier og nu i fine arts. Man skal være til stede for at se det, det kan ikke ses på nettet. Man skal gå et sted hen og gå med på legen«.

»Når man ser på kunst, skal man synes, at det er sjovt gå med på spillereglerne. Ligesom børn, der bruger tid på at sætte regler op, inden de bliver opslugt af en leg og kommer for sent til aftensmaden. Kunst handler også om at lege med«.

Harvested in 2015 from the url: http://politiken.dk/kultur/kunst/ECE2875798/den-mest-stoettede-kunst-kan-ikke-haenges-op-over-sofaen/ for "A Collection of Essays on Art" by Michael B. Chang http://www.michaelchang.dk/04_words/workwords/on_art.html#_references