Hvad skal kunsten nytte?

Langtfra alle kunstnere opnår folkelig succes, men det betyder langtfra, at de ikke leverer væsentlige bidrag til vores kultur. Per Stig Møller svarer igen på Berlingskes leder, der vil sikre, at skatteborgerne får mere for kunststøttekronerne.

Fra Berlingske Tidende Søndag den 31. juli 2011, 13:35

I lederen 25. juli stiller Berlingske spørgsmålstegn ved kunststøtten. Den skal ikke gives for kunstnernes skyld, men kun hvis skatteborgerne får mere for pengene i kraft af kunststøtten. Ellers har den ingen berettigelse. Det er næsten som at høre Viggo Hørup, der i forsvarssagen stillede spørgsmålet: »Hvad skal det nytte?«

For hvad nytter kunsten? Og hvordan måler vi, at skatteyderne får »mere og bedre« kunst, end de ville have fået uden kunststøtten? I det sidste års tid har flere kunstnere diskuteret, hvordan kunststøtten uddeles og fordeles, men de har ikke stillet spørgsmålet, om der overhovedet skal gives kunststøtte? Fordi systemet kan virke uoverskueligt og uigennemskueligt, fordi det har fået mange indgange, nedsatte jeg det kunststøtteudvalg, som afleverer sin rapport om en måneds tid.

I den forbindelse efterlyser lederskribenten, at dette udvalg også var blevet bedt om at besvare spørgsmålet om, hvorfor kunstnerne i det hele taget skal støttes? Udvalget er dog blevet bedt om at se på, om der i det nuværende system er »tilstrækkelig fokus på, hvad samfundet får ud af kunststøtten.«

Ellers har der hidtil været almindelig enighed om, at vi har behov for kunsten, og at den ikke kan henvises til rene markedsvilkår. Vi har ikke - som Berlingske og Kresten Poulsgaard - haft den præmis, at Danmark kan være for lille et sprogområde til at have en ballet. Selv i de fattige 1930ere blev dette spørgsmål ikke stillet. I 1938 satte Rigsdagen f.eks. Kaj Munk uansøgt på finansloven, mens Martin Andersen Nexø allerede i 1909 fik en fast ydelse. De fik ydelsen i erkendelse af deres store bidrag til dansk kultur, uagtet de næppe havde brug for pengene, fordi de begge klarede sig ganske godt på markedsvilkår.

Men det gør ikke alle, og det gjorde de to heller ikke i de første år af deres forfattervirksomhed. Hvis vi skal have kunst på rene markedsvilkår vil der være megen kunst, vi aldrig får. Der er langt mellem digtsamlinger, der går som varmt brød. Det lykkedes én gang for Inger Christensen, men hun havde nok aldrig fået skrevet Det, hvis hun skulle have levet af indtægterne fra de første digtsamlinger, som ikke solgte meget. Det er i dag lykkedes for Søren Ulrik Thomsen, men hvor meget solgte hans tidligere digtsamlinger? Det lykkedes for Per Højholt med Gitte-monologerne, mens hans øvrige digtsamlinger solgte i nogle hundrede eksemplarer. Det lykkes i dag for Benny Andersen med Svante, men hvor meget solgte hans første digtsamlinger i 60erne?

Langtfra alle opnår folkelig succes, men det betyder langtfra, at de dermed ikke leverer væsentlige bidrag til vores kultur.

Det er altid godt med diskussion om et emne, også om kunststøtten og dennes berettigelse. Derfor er der givet mange bud på, hvad vi egentlig skal med kunsten, og hvad kunsten skal. Der er blevet sagt, at den skal sætte problemer under debat. Det kan den da godt, men den skal ikke.

Tager vi nu igen Martin Andersen Nexø og Kaj Munk satte de mange problemer under debat, men deres politiske løsningsforslag er der ikke mange, som tilslutter sig i dag. Deres kunst, derimod, beskæftiger vi os stadig med. Nexøs Pelle Erobreren kender vi alle i dag, ikke mindst gennem Bille Augusts Oscarvindende film over bogen. Kaj Munk opføres igen på vore scener. Hans Kirks Fiskerne blev til en succesfuld TV-serie, men Kirks politiske budskaber er håbløse. Det samme gælder Hans Scherfig, hvis Den forsvundne fuldmægtig også blev en god film, men manden var politisk naiv. Vi skal således ikke bare støtte kunsten, fordi den sætter problemer under debat, for som politiske rådgivere går selv de store ofte helt galt i byen. Når vi betragter f.eks. Scherfigs malerier, siger vi ikke »Sikke dog nogle dejlige problemer«, og når vi lytter til musik lytter vi ikke efter, hvor problemet mon ligger? Det er altså ikke derfor, vi beskæftiger os med kunsten og støtter den.

Så er det blevet forlangt, at kunsten skal »provokere«. Og det var rigtignok kunsten og kunststøtten, der i 1965 fremprovokerede Rindal. Men kunsten kan godt provokere, det er blot ikke noget, den skal! Jeg føler mig ikke provokeret af et maleri og går ikke til det for at blive provokeret. Det samme gælder koncerter, dans, teater og litteratur. Jeg læser for tiden Anne Lise Marstrand-Jørgensens Hildegard. Det er en indholdsmæssigt og sprogligt enestående roman om en stor kvindeskikkelse fra Middelalderen, men jeg føler mig da ikke provokeret, derimod oplyst og opfyldt. Havde dette romanværk været muligt at skrive uden arbejdsro og koncentration?

Jeg tror det ikke.

Jeg var forleden i Wittenberg for at åbne en udstilling af dansk religiøs kunst med imponerende værker af Bodil Kaalund, Ingvar Cronhammer, Bjørn Nørgaard og Jørgen Haugen Sørensen, der bed skeer med »de gamle bibelske fortællinger«. Uhha, hvad skal vi dog med det? Ikke andet end at de bibelske fortællinger udgør en væsentlig del af vores kultur og kunsthistorie, og at vor tids kunstneres beskæftigelse med dem kan genåbne vore øjne for dem og deres budskab. Enhver tid skal nemlig sætte sit eget præg, ellers bliver vi jo bare kopier af fortiden. Samtidig har en sådan udstilling den »nytteværdi«, at den »brander« Danmark og skaber interesse og respekt for dansk kultur og dennes formåen.

Disse kunstnere klarer sig sikkert i dag ganske udmærket på markedsvilkår, men det gjorde de ikke de første mange år. Havde de kunnet levere, som de gør i dag, hvis ikke de var blevet støttet undervejs?

Men provokeret? Nej, det blev jeg ikke.

Man kan altid spørge: Hvad skal det nytte? Hvad skal det gøre godt for? Men kunsten skal ikke noget bestemt. Den kan meget forskelligt fra kunstner til kunstner, fra genre til genre, fra art til art. Vi kan blive provokeret, vi kan tænke efter, vi kan blive oplyst, oplivet, opfyldt, optaget, opmuntret, forarget, forfærdet. Og nogle gange har vi lyst til at blive det ene, andre gange det andet. Vi opsøger den kunst, vi mener, opfylder det behov, vi lige nu har. Vi er jo hver for sig forskellige fra andre, men vi er også døgnet og livet igennem forskellige fra os selv. Vi er ikke statiske væsener.

Når vi ikke kan henvise dansk kunst til bare at klare sig på danske markedsvilkår, skyldes det, at vi kun er fem millioner mennesker, og dansk er der ikke mange andre end os, som kan. Vi har ikke et verdenspublikum, som de engelsk- eller fransktalende kunstnere. Gode forfattere fra disse sprog sælger flere eksemplarer af deres bøger uden for deres hjemland end i hjemlandet. Se, så kan der tjenes penge på markedsvilkår! Vi har ikke så mange turister og slet ikke året igennem, som f.eks. New York, Paris og London, hvor turisterne fylder godt op i teatersalene og på gallerierne. Jamen, kunne vi så ikke i denne globaliserede verden bare oversætte, fremvise og genopføre udenlandske værker? Der er jo kunst nok ’derude’. Vi har da også utrolig megen god kunst fra fortiden, som vi kan leve videre på (H.C. Andersen, Bertel Thorvaldsen, Eckersberg, min sjæl, hvad vil du mer`?) Så kunne vi spare hele kunststøtten. Men så ville der ikke blive leveret dansk kunst på vor tids præmisser med vore øjne, vort sind, vor natur, vort sprog og vor historie. Da ville vi blive kopier af andres verden og deres betingelser. Dansk film, som det danske filmpublikum elsker og omverdenen giver priser, ville falde tilbage på Soldaterkammerater. Dansk litteratur ville kun bestå af kriminalromaner. Dansk billedkunst ville forsvinde sammen med operaen, balletten og de fleste teatre.

Og da ville den forkætrede Klaus Rifbjerg få ret i, at »tom, tom, tom - saligt tom/ er verden for andet end ting«, som han i 1963 skrev i digtet Frihavnen.


Harvested in 2011 from the url: http://www.b.dk/kronikker/hvad-skal-kunsten-nytte for "A Collection of Essays on Art" by Michael B. Chang http://www.michaelchang.dk/04_words/workwords/on_art.html#_references – Reference xi