Kunst og kroner

Hvorfor skal kunstnere overhovedet støttes med offentlige penge?

Fra Berlingske Tidende Søndag den 24. juli 2011, 23:30

Det er det grundlæggende spørgsmål, der må besvares, før man går ind i en mere detaljeret diskussion af det vanskeligt gennemskuelige danske kunststøttesystem. Spørgsmålet burde af samme grund have været præmissen for det udvalg, der, med Tivoli-direktør Lars Liebst i spidsen, i næste måned afleverer en rapport om kunststøtten til Kulturministeriet. Det synes det ikke at have været.

Af kommissoriet fremgår det, at udvalget skal vurdere, hvorvidt der er behov for justeringer eller ligefrem en gennemgribende reform af kunststøttesystemet. Det fremgår ligeledes, at kunststøtten skal medvirke til at »opretholde og udvikle det kunstneriske kvalitets­niveau og den kunstneriske mangfoldighed på en effektiv, enkel og gennemskuelig måde«, at kunsten skal formidles, og at dens betydning for samfundet skal synliggøres, og det lyder altsammen som noget, som det, i al sin mangel på konkrethed, er svært at være uenig i.

Men tilbage står stadig spørgsmålet: Hvorfor skal kunstnere støttes med offentlige penge? Eller mere konkret: Hvorfor kan de ikke arbejde på almindelige markedsvilkår? Hvad berettiger dem til ydelser, som andre selvstændige ikke har tilsvarende adgang til?

Af udvalgets rapport vil det sikkert fremgå, at den massive reform af kunststøttesystemet, som den daværende, konservative kulturminister Brian Mikkelsen gennemførte i 2003, hverken har skabt den ønskede tilfredshed hos de umiddelbare aftagere, kunstnerne, eller hos den endelige målgruppe, borgerne. Det vil sikkert også fremgå, at der bruges for mange penge på bureaukrati, og at det er Tordenskjolds soldater, der år efter år får del i pengene, og der vil utvivlsomt være forslag til nye måder at fordele de mange hundrede millioner kunststøttekroner på. Men vil det også være skåret ud i pap, hvorfor vi overhovedet skal støtte kunstnerne?

Forhåbentlig. Svaret er nemlig slet ikke så indlysende, som det har været. Man skal tilbage til dengang i 1965, da lagerforvalter Peter Rindal stod i spidsen for et oprør fra neden mod den nyoprettede Statens Kunstfond, for at finde en situation, hvor der i samme grad som i dag bliver sat spørgsmålstegn ved kunststøttens berettigelse. Principiel modstand mod statsstøtte til kunstnere skal ikke længere kun findes i de lag af befolkningen, der, som i Rindals 1960ere, følte sig tromlet over af en ny tids velmente, socialdemokratiske, topstyrede kultur- og opdragelsesprojekt.

Derfor er spørgsmålet om, hvorfor kunstnere overhovedet skal støttes med offentlige penge, det grundlæggende spørgsmål. Svaret er, at de overhovedet ikke skal støttes for deres egen skyld. Det eneste væsentlige er, om de borgere, der betaler gildet, får mere og bedre kunst for pengene. Kan dette ikke sandsynliggøres, vil kunststøtten ikke bare miste sin nødvendige folkelige legitimitet. Så vil den også miste sin berettigelse.


Harvested in 2011 from the url: http://www.b.dk/berlingske-mener/kunst-og-kroner for "A Collection of Essays on Art" by Michael B. Chang http://www.michaelchang.dk/04_words/workwords/on_art.html#_references – Reference xii