Køb kunst - og gør en god forretning
Værdien af et kunstværk kan både falde drastisk eller stige med flere hundrede procent på kort tid. Derfor er der penge at hente ved at orientere sig grundigt, inden man køber sit første eller det næste kunstværk.


Fra Penge & Privatøkonomi nr. 10, 2007.
Af Anders Ankerstjerne

Det første, du skal vide om kunst, er, at det i sig selv sjældent er noget værd. Lidt oliefarve og et lærred kan købes for meget få penge i den lokale hobbyforretning, og i bund og grund er det alt, hvad du får for dine penge, når du køber et maleri. Værdien af et kunstværk er med andre ord udelukkende det, som andre købere er villige til at give for det.

Kunst kan ikke altid sælges til en fornuftig pris, når du ønsker det. Den giver ingen renter og kan som hovedregel ikke stilles som sikkerhed for lån og kreditter. Med andre ord er det glæden ved at have den hængende på væggen, der er dit løbende afkast.

Der er tilstrækkeligt mange kendere på markedet til, at røverkøb hører til sjældenhederne, og køber du etablerede kunstnere af høj kvalitet, er prisen tilsvarende høj. Men et sted derimellem er det alligevel muligt at købe et værk, som du både bliver glad for, og som samtidig bliver en rigtig god investering.

Du forbruger kunst

Til at begynde med skal du gøre klart for dig selv, hvorfor du investerer i kunst i stedet for eksempelvis aktier eller obligationer.

Ifølge salgs- og vurderingsdirektør hos Bruun Rasmussen Kunstauktioner, Peter Christmas-Møller, er succeskriteriet for din kunstinvestering, at du er glad for kunsten i den tid, du har det. Du bør altså være tilfreds med bare at få nogle af pengene tilbage igen, når du sælger, og ikke udelukkende købe kunst for at tjene.

"Det kommer bag på mange, at man forbruger kunst. Ingen får et chok, når de køber et nyt fjernsyn, og det er mindre værd dagen efter, men sådan er det faktisk også med meget kunst," pointerer han. Alligevel kan man godt tillade sig at sætte næsen op efter en god handel, mener han: "Generelt er der gode investeringsmuligheder på det marked, vi har i dag, og du skal trods alt være rigtig uheldig, for at det går helt galt."

Invester langsomt

Mange nye kunstnere skyder frem for tiden, men det er vanskeligt at sige, hvilke kunstnere der vil bryde igennem og holde en høj pris på længere sigt. Til gengæld stiger priserne på kunstmarkedet generelt over tid. Ifølge kunstkender og kunstkrititer Henrik Bering er slidstyrken derfor altafgørende, når du vurderer kvaliteten af et kunstværk.

Hvis værket stadig er interessant om mange år, så er det sandsynligvis også blevet mere værdifuldt. Derfor skal du betragte dine kunstkøb som langsigtede investeringer og ikke satse på noget, der måske ser ud til at stige kraftigt i værdi her og nu.

Investerer du i ældre kunst, er det forholdsvist nemt at se, hvilke kunstnere der er sikre investeringer, da de allerede er etablerede som samlerobjekter. Investerer du i moderne kunst, gælder det om at købe noget, der fanger den tid og stemning, som vi lever i netop nu, og som samtidig er almengyldigt.

Det siger sig selv, at moderne kunst er sværere at gennemskue på dette punkt, men til gengæld er den som regel også billigere - af samme årsag. Og det er ikke mindst blandt nutidens kunstnere, du kan være heldig at gøre en god investering.

Undersøg markedet, før du handler

Inden du handler, er det en god idé at kigge så mange forskellige steder som muligt for at finde det rigtige værk. De to halvårlige messer, Art Copenhagen og Art Herning, er rigtig gode vinduer til, hvad der sker i kunstens verden lige nu.

Museerne er også værd at kigge nærmere på. Når en kunstner bliver købt og udstillet på et af de anerkendte museer som Arken, Louisiana eller Statens Museum for Kunst, er det en blåstempling af kunstnerens kvalitet, og prisen på hans eller hendes værker vil som regel tage et hop opad. Det gør dem ikke til en dårligere forretning, men det betyder, at kunstneren har taget et skridt imod en mere veletableret og sikker tilværelse, og sådan kan du også betragte din investering i den pågældende kunstner.

Det kan også være en god idé at tage til fernisering og på auktion for at orientere sig om proceduren og vurderingspriserne på kunstværkerne, inden du handler. Ældre kunstnere og værker, der er blevet solgt flere gange på auktion, har en salgshistorik, der vidner om deres værdi. Du kan altid undersøge prishistorikken på en kunstners værker ved at henvende dig til auktionshuset eller kigge på hjemmesiden www.artprice.com.

Det afgørende er, at du afsætter tid til at blive klogere. "Væn dig til konstant at sammenligne malerier, og udtryk i ord, hvad du godt kan lide ved dem. Kunst er langt hen ad vejen et spørgsmål om øvelse," forklarer Henrik Bering og uddyber: "Ingen mennesker ville jo investere i aktier uden at vide noget om det først. Det samme gør sig naturligvis gældende for kunst."

Klassisk eller moderne

De etablerede kunstnere er noget dyrere end de helt nye og unge navne, men da ældre værker ofte har været solgt flere gange, og kunstneren har mange værker i omløb på kunstscenen, er prisen og værdien langt mere stabil. Man kan altså betragte en investering i et dyrt, men anerkendt kunstværk af en berømt kunstner, som en forholdsvis sikker investering.

I denne gruppe finder man guldaldermalerne, Skagensmalerne og, blandt de moderne, Cobra-malerne. Priserne ligger fra 50.000 kroner og op til en god håndfuld millioner. For formand for kunstnerforeningen Grønningen og indkøber for foreningen Kunst på Arbejdspladsen igennem 35 år, Peter Bonnén, er de værdifulde kunstværker at betragte som dyre men solide aktier: "Man skal ikke være bange for at købe dyre billeder af etablerede kunstnere. De er jo dyre af en årsag, og der er ingen, der ved, hvor toppen af værdien ligger - og den dyre kunst har jo bevist sit værd over lang tid," fortæller han.

Køber du et værk af en helt ung kunstner, har du muligheden for, at kunstneren for alvor slår sit navn fast og bliver utrolig værdifuld. Men du kan også risikere, at kunstneren brænder ud, og du står tilbage med et kunstværk, der ikke er meget værd. Ifølge Henrik Bering er problemet med moderne kunst, at det i høj grad er op til ens egen vurdering at afgøre, hvad der er godt og skidt. "Der er færre retningslinjer at holde sig til, end der er for den ældre kunst, hvor tiden jo har gjort en del af arbejdet med at skille jukset fra," som han udtrykker det.

Når du fatter interesse for en ung kunstner, så begynd med at undersøge hans eller hendes baggrund. Det anbefales at investere i en kunstner, der har en akademisk baggrund eller på anden måde er uddannet inden for kunst eller design. Se dernæst på, hvilke udstillinger eller samlinger kunstneren er med i. Et godt fingerpeg om, at kunstneren er seriøs, er, at hans eller hendes værker bliver eller har været udstillet på et museum, på en solo-udstilling eller på en af de store kunstmesser. Hvis kunstneren er genstand for international interesse, er det ekstra godt. Husk på, at du leder efter tegn på, at andre med erfaring og viden også interesserer sig for kunstneren.

Til sidst skal du se på, hvordan købsinteressen for kunstneren har været. Har kunstnerens priser været stigende eller stagnerende, har han eller hun allerede solgt malerier på auktion, og er de gået over eller under nyprisen? En god indikation på, at noget er på vej frem, er, at det sælger hurtigt på udstillingerne, fortæller Peter Bonnén. Ifølge ham er det altså langtfra umuligt at få øje på de lovende kunstnere, hvis man kigger på de forhandlere og eksperter, der har fingeren på pulsen.

Når du handler på galleriet

Gallerierne er et godt og gratis sted at begynde. Vælg de anerkendte gallerier, der er kendte for at promovere lovende, talentfulde kunstnere. De ved, hvad der rører sig, og har et rygte at værne om. Galleristen vil næppe sælge dig et maleri til 100.000 kroner, hvis det går for det halve på en auktion, simpelt hen fordi det er utrolig dårlig reklame. Det er nemlig vigtigt for gallerierne at have tilfredse stamkunder.

Galleristen ejer ikke billedet, men sælger det på vegne af kunstneren. Når billedet er solgt, får galleristen en del af salgssummen. Derfor er der, ifølge Peter Christmas-Møller, i dag en meget stor bevidsthed fra gallerierne om at promovere deres kunstnere så godt som muligt. "Det er ikke ualmindeligt, at gallerierne tilbageholder kunstværker for selv købestærke kunder for at justere efterspørgslen på især nye kunstnere og holde en høj pris," vurderer han.

I det hele taget skal man være opmærksom på, at galleristen er ekspert på markedet og bedre end nogen anden ved, hvad hans eller hendes værker kan være værd. Galleristen vil helt sikkert fortælle dig, at prisen på et nyt kunstværk er fast, men det er naturligvis en sandhed med modifikationer.

Hvis en udstilling nærmer sig enden, og ingen vil betale den fastsatte pris, har galleristen kun to muligheder: at sælge værket billigere eller stille det på loftet. I nogle tilfælde vil han vælge det sidste for ikke at udvande kunstnerens værdi, men ofte vil der være gode muligheder for at få rabat. I det hele taget er det ikke usædvanligt med rabatter på 5-10 procent - eller mere.

Når du handler på auktion

Auktionerne er et andet sted at handle, og i modsætning til gallerierne er du her sikker på kun at betale, hvad markedet generelt mener, at et kunstværk er værd. Den dårlige nyhed er naturligvis, at du betaler hver eneste krone af den aktuelle markedspris. Generelt vurderer eksperterne dog, at der er mere sikkerhed i at handle kunst på auktionernes markedsvilkår, selv om der også er nogle forholdsregler, du skal tage højde for.

En kunstner, der er på vej frem, kan godt være genstand for spekulation eller hype og gå til en auktionspris, der egentlig ligger over kunstværkets langsigtede værdi. Dette kan for eksempel ske, første gang en lovende kunstner bliver solgt på auktion. Der kan også opstå en pludselig og måske blot midlertidig hype om en kunstner, der eksempelvis har en international udstilling i horisonten eller bliver købt af et museum. Men generelt konsoliderer tilliden til en ung kunstner sig gradvist, og hans malerier stiger i værdi over tid - ikke over en nat.

Når auktionshuset sætter en vurderingspris, tager det faktorer i betragtning, som du også selv bør kigge på, når du prøver at vurdere værdien af et billede - så som kunstnerens hidtidige prisniveau, hans navn og cv. Derfor er vurderingsprisen som regel en god rettesnor for dit køb, og bliver et værk budt langt over vurderingen, kræver det et indgående kendskab til den pågældende kunstner at gøre et godt køb - i stedet for et dårligt.

Faktisk vil auktionshuset som regel også tilbyde råd og vejledning, og de erfarne vurderingseksperter giver gerne konkrete bud på, hvad du skal byde på hvilke værker - også hvis du ønsker at gøre en fornuftig investering. Også auktionshuset har en interesse i at servicere dig og bevare dig som glad og trofast kunde.

Køb topkvalitet - i alle prisklasser når du lægger dit kunstbudget, så beslut dig hellere for at købe få, gode billeder end mange mindre gode. Den gyldne hovedregel er, at du skal købe topkvalitet inden for det budget, som du har. Det betyder også, at du hellere skal købe en toppræstation af en mindre kendt kunstner, end et halvskidt værk af en meget berømt kunstner. Et dårligt maleri er nemlig altid et dårligt maleri, også selv om det er malet af en af de mest berømte malere, forklarer Henrik Bering: "I stedet for at købe i bunden af, hvad du ikke helt har råd til, så køb i toppen af, hvad du har råd til. At købe berømte maleres dårlige billeder er en dårlig investeringsfilosofi - især fordi det hele jo handler om at have kvalitet med hjem."

Som et godt eksempel kan en dårlig olieskitse af den verdenskendte danske Skagensmaler P. S. Krøyer koste 100.000 kroner. Det samme koster et topmaleri af hans mindre kendte kollega fra Skagen, maleren Tuxen. Værdien af Krøyers værk skyldes navnesnobberi, og ifølge Henrik Bering vil Tuxen derfor være det bedste køb til prisen. Princippet gør sig også gældende i alle andre prisklasser, helt ned til det laveste niveau omkring 10.000 kroner. Køb eksempelvis hellere en fin tegning end et dårligt oliemaleri. Når konjunkturerne dykker, er det nemlig de mindre gode værker, der først og fremmest falder i værdi. Topværkerne vil der altid være købere til.

Peter Christmas-Møller pointerer, at efterspørgslen efter de højt etablerede kunstnere generelt er mere uafhængig af konjunkturerne på markedet. Derfor er det et godt råd, at man ikke skal bruge mange penge på helt moderne kunst.

Er du vild med det nye, så gå efter noget, der endnu ikke er slået helt igennem kunstnerisk og prismæssigt - på den måde sætter du færre penge til, og du kan være blandt de første til at opdage et nyt, spændende talent. Som med investering i aktier er det også en god idé at sprede dine kunstaktiver og finde flere forskellige kunstnere, der appellerer til dig. Køber du lidt forskelligt, er der større chance for at ramme noget, der bliver mere værd, og samtidig udvider du din horisont og møder nye, spændende kunstnere.


FAKTA BOKS

Eksperternes 10 gode råd om at investere i kunst. Følger du nedenstående råd og tommelfingerregler, er du sikker på ikke at træde helt forkert, når du skal ud og købe kunst.

KIG EFTER DET ETABLEREDE. Kunstneren skal helst have udstillet på anerkendte udstillinger og være godt i gang med karrieren.
VÆLG DE UDDANNEDE kunstnere, og læg vægt på deres tilknytning til et velrenommeret galleri og det kunstneriske miljø.
KØB FÅ GODE MALERIER. Køb altid det bedste fra en mindre kendt kunstner frem for det dårligste fra en berømt kunstner.
KØB ALTID NOGET, der har interesse for private samlere. Det er dem, der konsoliderer værkets værdi.
VÆN DIG TIL ALTID AT sammenligne kunstværker, og vær bevidst om, hvorfor du synes, at noget er godt. Så træner du din sans for kunsten og får god erfaring.
LED EFTER MENING, substans og indhold i værket. Et holdbart kunstværk rummer godt håndværk, er udfordrende, typisk for sin tid og til at holde ud at se på.
LYT IKKE TIL TRENDS. Meget moderne kunst bliver hypet, og det er vigtigt, at du bevarer din kritiske fornuft.
BRUG GOD TID. Det kræver en indsats at sætte sig ind i kunstmarkedet. Spørg fagfolk, og orienter dig grundigt.
FIND PRISNIVEAUET for kunstneren. Auktionsprisen er en god indikator, men kig også på lignende værker, og sammenlign med tidligere handler.
JO DYRERE ET KUNSTVÆRK er blevet med tiden, jo mere sikkert er det, at det holder sin værdi fremover. Ældre værker har en stabil prisudvikling.


Harvested in 2012 from the url: http://penge.dk/investering/artikler-investering/koeb-kunst-og-goer-en-god-forretning for "A Collection of Essays on Art" by Michael B. Chang http://www.michaelchang.dk/04_words/workwords/on_art.html#_references