Hvordan finder vi kvaliteten i kunst?

— autoriteterne er brudt, og vores udsyn er begrænset

Af BJØRN IGNATIUS ØCKENHOLT
Published: July 22, 2011, Politiken.dk

Der er kunst, og så er der kunst, og deromkring er der så endnu mere kunst.

Noget af det befriende ved den tid, vi lever i, er, at det i høj grad er legalt at udtrykke sig kunstnerisk eller kreativt, og at de gamle bastioner i nogen grad er ved at falde. Dette ikke ment som en kritik af landets kunstfaglige institutioner, men som en konstatering af det faktum, at langtfra al kunst eller alle kunstnere er statsligt blåstemplede.

Fordelen for de anerkendte og betydningsfulde institutioner ved et sådant nedbrud i autoritet synes åbenbar. Der bliver simpelthen mere at tage stilling til – og vel at mærke mere kunst. God, fantastisk, dårlig og ualmindeligt ringe. Og mere kunst, hvor beskueren og samfundet er nødt til at forholde sig til værket frem for uddannelse, cv, nationalitet og eventuelt køn (men lige det sidste kræver en Kronik for sig selv).

Den store mængde af værker, tekster og andre frembringelser er kun en fordel. Den tvinger den enkelte til at forsøge at stille skarpt og selv lave en vurdering. Om værkerne så kvalitativt overlever historien, er der alligevel ingen, der med sikkerhed kan forudsige.

Den professionelles angst for et af dilettanter oversvømmet marked er langt hen ad vejen meningsløs. Jo mere kunst vi som folk producerer, jo mere trænede bliver vi i at se kvaliteten der, hvor den måtte dukke op. Det er så muligt, at gallerimarkedet på sigt kommer til at lide under dette, men det er ikke nødvendigvis det værste, der kan ske for kunsten. Det nåleøje, det etablerede galleri har repræsenteret, måtte gerne blive udvidet væsentligt.

Gallerier er med al respekt ikke garanter for ret meget andet end salgsværdien af et kunstværk, og salgsværdien er ikke en kunstkvalitativ vurdering, men derimod en markedsøkonomisk kalkulering.

Den dygtige sælger kan sælge hvad som helst og kan være en fryd at møde – for ikke længe siden solgte en sådan mig en cykel til lidt over 1.000 kr. mere, end jeg havde råd til.

Det var en forrygende handel. Hvad bemeldte køretøj så reelt er værd, har jeg ingen anelse om. Så længe jeg er glad for den, har prisen været fin. Hvis den kommer til at koste mig mit liv eller min førlighed, er det en helt anden sag. En økonomisk vurdering af menneskeliv er så absurd en affære, at det alene er op til Gud og forsikringsagenter at holde rede i.

Tilbage til kunsten: Kvalitet og talent er variable størrelser og bliver set i forhold til den tid og af det nu, vi er en del af. Der er moder i kunst som i alt muligt andet. Det kræver vel at mærke, at man ikke fastholder folk i en amatørstand, men anerkender, at viden kommer med træning. Og at træning erhverves ved at arbejde med stoffet. Arbejde med det i fysisk form eller på et teoretisk, idémæssigt plan.

Det giver den, der har alder, en klar fordel, også selv om der ikke nødvendigvis igennem livet er blevet arbejdet bevidst kunstnerisk. Hvis en sådan person er i stand til at omsætte livs- og arbejdserfaring ind i en kunstnerisk skaben, kan der forekomme mirakler.

Set fra en anden synsvinkel kan man sige, at det ikke absolut er en fordel et helt liv udelukkende at have været beskæftiget inde i midten af kunstverdenen. Fornemmelse af, at kunst ikke er samfundets top, men derimod en lige del af samme samfund, er formålstjenlig.

Vi, der lever der – i kunstmaskinen – er i en overhængende fare for at miste ethvert tænkeligt overblik, hvad angår det, der går under navnet virkeligheden – hvilket kan synes fuldkommen ligegyldigt, når man er der, men på ingen måde tjener til at bedre kunsten og kunstens funktion i samfundet. Elitær selvforståelse er ikke fremmende for ret meget, uanset hvilken elite man mener sig en del af.

Ved almindelig avislæsning kunne man få den opfattelse, at der i Danmark er relativt få gallerier, og at disse mestendels er beliggende i Kjøbenhavn City. Men omkring dem, på en set herfra lige linje, er der voldsomt mange udstillingssteder, obskure showroom og besynderlige fremvisningslokaliteter, der præsenterer et vidt forgrenet katalog af moderne kunst.

De ligger i sidegader, i kældre, i nedlagte butikker og sågar i private hjem udlånt til lejligheden. Det er teknisk set fuldkommen umuligt at overskue og endnu mere umuligt at nå at se dem alle. Og ikke så få har en levetid, der får en døgnflue til at virke sendrægtig. Men de lever, når de er der. Åbner og lukker ned. Forsvinder og dukker op igen. De indeholder en puls, der kombineret med drøm og uhæmmet virkelyst gør krav på at blive set, oplevet og forholdt sig til.

Og i lighed med i de etablerede gallerier og kunstinstitutioner kan man på ingen måde vide sig sikker på, om det er skæg eller snot, man står over for, men i denne anderledes kontekst er man nødt til at tage stilling ud fra det, man ser, og ikke ud fra den forsikrende yderramme, en institution giver.

Det er godt for kunsten, men kan afstedkomme hovedpine for den enkelte.

Den nye kunstner lever ikke af sin kunst. Det gjorde den gamle heller ikke, men der var det et mål og en myte, der i lighed med den om fattigdom, perverteret livsstil, druk og ensomhed har givet lovligt meget at leve op til. Den nye kunstner er beskæftiget ude i normalsamfundet med at tjene penge, er underholdt af sin ægtefælle eller på en eller anden form for overførsel eller apanage.

Vedkommende er altså i nogen grad uafhængig af at skulle sælge for at overleve og kan derfor optimalt set arbejde fuldkommen fri af markedstænkning. En ønskesituation for de fleste. Dette ændrer ikke ved, at det er dejligt at kunne sælge det frembragte. Det er det, men det er kvalitativt givende, at kunstneren ikke behøver at tænke i, hvad et marked måtte fordre.

På bogmarkedet kræver det ikke længere et forlag for at udgive, og ikke så få musikere har fundet ud af at distribuere deres musik via internettet. Det er set fra et branchemæssigt synspunkt et helvedes og fra et kunstnerisk et himmelsk anarki.

Vi lever under en smertens religion, der gør stort set alt, hvad der er sjovt og let, uhæderligt. Først skal man så meget igennem, og så bliver man en svane. Og hvis man starter som svane med guldske i munden og et godt humør, så gælder det bare om at få det skidt i en vis fart. Altså hvis man vil tages alvorligt. Det banale er fy, om end vi alle sammen er beskæftiget med det, og bør pakkes ind i begavelse og sprogligt raffinement, hvis det skal ophøjes. Altså medmindre man vil være folkelig, hvor man så må gå den modsatte vej. Det er indviklet.

Den hierarkiske hakkeorden er en vedtagen, om ikke altid nævnt, hovedregel og balanceanordning, der så vidt muligt sørger for, at der er få på toppen, og at de, der stikker næsen for langt frem i de underliggende lag, bliver behørigt dasket til.

Guderne skal vide, at der altid er nogen, der er bedre til noget end nogen andre, men rent kunstfagligt er det svært at udmåle, om et værk af Kosuth er bedre end et af Eckersberg. Målene må være særdeles subjektive (for større eller mindre grupper) og under bestandig omdannelse. Både politisk og kunstnerisk er historien under konstant omskrivning, og man kan glædes eller fortvivles over, at der ikke eksisterer en endegyldig sandhed.

De gamle hierarkier lever og kæmper for at holde rede på rang og kaste, men hvis man ser bort fra det, er der en overvældende understrøm af skabende aktivitet. Det syder og bobler, og den udøvende kan i lige høj grad være en yngre fuldskægget herre som en kvinde med børn, mand, en rødstensparcel i Valby og en fornuftig familiebil. Man kan ikke vide sig sikker.

Graffiti og street art er former, der indeholder et relativt anarki og i nogen grad et opgør med personificeringen eller kunstnerdyrkelsen, simpelthen fordi der her er tale om ulovligheder, og det derfor er usmart at efterlade en alt for tydelig signatur.

Alene det, at det store freudianske jeg her ikke kan komme til, kan synes som en befrielse. Det har altid været interessant at prøve at forestille sig denne eller hin anerkendte kunstners værker placeret uden for den etablerede kunsts kontekst. På en messe eller i et møbelvarehus. Det hjælper almindeligvis en del på tryghedsfølelsen, at rammen omkring værkerne er klart defineret.

Et kunstmuseum skal sælge sig selv med en rimelig autoritet. Et storbygalleri sørger almindeligvis for, at dets navn er udformet med en vis smartness, og kommer man cyklende ude i provinsen og ser et håndmalet skilt, hvor der står ’Kunstudstilling og keramik’, er forventningerne almindeligvis derefter. Det handler om koder og kontekst. Det nye er, at disse koder synes at blive brudt med risikoen og/eller chancen for, at vi ikke aner, hvad vi kan forvente os.

Picasso, der af de fleste regnes for okay anerkendt, var klar over problematikken og munter nok til at problematisere den. Han lavede på et tidspunkt et maleri, der kun består af hans signatur.

Så var den på plads og i skabet. Og man var fri for at forholde sig til andet. Om han også lavede graffiti, vides ikke.

Den samfundsrelaterende og kommenterende kunst er i nyere tid blevet efterspurgt eller meldt savnet af ingen ringere end landet kulturminister. Som leder af en af landets førende billedkunstskoler kan jeg med glæde melde tilbage, at den i allerhøjeste grad lever og har det godt, og at landets vådestanden sikrer den en vis fremgang. Tak til regering og støtteparti for det.

Der er stadig en del snak om statusopdelinger som amatør, semiprofessionel, professionel og elite, men det er formodentlig begreber, der mestendels holder fast i en fortidig idé om en mindre verdensorden. På sigt er det tvivlsomt, om disse rigoristiske opdelinger rent faktisk giver mening.

Ud over den hierarkiske. Vi ved positivt, at vores bedømmelser af samtidens genialitet er hæmmet af det begrænsede udsyn, vi af gode grunde har. Eksempelvis er Statens Museum, så vidt vides, forpligtet til en vis grad af fejlindkøb, da disse fejl kan vise sig at være noget andet, når vi er draget videre til det hinsides.

I gamle dage, der stort set er i forgårs, kaldtes amatørstanden, når man skulle være venlig, vækstlag. Betegnelsen, den ene eller den anden, giver ringere og ringere mening. Strukturen er ved at flade ud, og det er godt. Renæssancens genkomst i nogen grad. I al fald en tid, hvor det at være skabende og dermed tænkende er, eller er ved at blive, en naturlig følge af at være borger. Hvis vi ender med at være en lille verden af tænkere og kunstnere, er det næppe den værste udgang, vi kan få på historien.

På trods af finansielle kriser og en generel overmedicinering af befolkningen lever vi i et relativt overskudssamfund, der giver den enkelte mulighed for at udtrykke sig. Jo mere det sker, jo større er chancen for at disse udtryk bliver kvalificerede, og jo mindre det handler om egen positionering, jo mere interessant.

Der skal og vil formodentlig altid være rum for den basale følelse, der kan udtrykkes som ’mor, mor, se, hvad jeg har lavet’. Den er en igangsætter. Og her skal heller ikke gøres op med konkurrencen som drivmiddel, men drømmen eller ideen om at skulle nå toppen er formodentlig det største problem for den kunstneriske skaben.

Ikke fordi der er det fjerneste galt i at have solide ambitioner og modet eller angsten til at jagte dem, men fordi toppen sjældent er defineret kunstnerisk og ikke engang kommercielt. Toppen er bare toppen. En defineret top har det med at referere til en trappeforståelse af både kunsten og virkeligheden og vil i nogen grad være afhængig af at skulle spejle sig i det, der netop har været og løber en slem risiko for at producere kunst, der ligner kunst i ønsket om at opnå position. Altså at målet bliver mål i sig selv.

Herren skal vide, at den ene bevæggrund dybest set kan være lige så god som den anden, men det kan være hensigtsmæssigt at forsøge at holde rede i, hvad der er hvad og hvorfor. Bare i nogen grad. Man kan naturligvis gøre det til et kunstnerisk projekt at blive set i de rette sammenhænge, men man får travlt så.

Tiderne skifter i et væk, og det, der er det fedeste i dag, er muligvis pinagtigt gammeldags i morgen.

Den sikreste måde at blive berømt er at holde fokus på det, man brænder for, og satse på, at tiden bliver moden.

Det, der med sikkerhed kan defineres af dem – der gør den slags – som moderne kunst, er med lige så stor sikkerhed gammeldags. Det moderne kender vi slet ikke endnu. De, der i fortiden nu forekommer os at have været gevaldig langt fremme i skoene, er netop spejlet i en eftertid og ikke i deres samtid.

Hvis man skal finde noget, der senere vil forekomme at have været moderne, skal man nok gå efter noget ude af trit med samtiden.


Harvested in 2011 from the url: http://politiken.dk/debat/kroniker/ECE1343204/hvordan-finder-vi-kvaliteten-i-kunst/ for "A Collection of Essays on Art" by Michael B. Chang http://www.michaelchang.dk/04_words/workwords/on_art.html – Reference xvii