Artikel serie Af TORBEN BENNER og JAKOB ELKJÆR offentliggjort i Politiken.dk


Professor: ’plejer’ er død - nu skal kulturstøtten prioriteres
Leder af Kulturpolitisk Forskningscenter på Aarhus Universitet ønsker et opgør med institutionsvældet i dansk kulturliv.

Offentliggjort: September 2, 2011

En billet til Den Kgl. Ballet eller Opera udløser over 1.000 kroner i statsstøtte, mens en billet til en koncert i Vega udløser 25 kroner. Dansk film ses af næsten alle og koster under 20 kroner per seer, hvis man regner visning på tv med. Hvorfor skal den kunst, som de højtuddannede og velstillede holder af, have mest i støtte?

»Det hænger sammen med, at kunst med masser af levende mennesker på scenen er dyrere end en teknologisk reproducerbar kunstart som film. Der ligger noget i selve produktionsformen, som gør, at støtten boner ud på den måde per billet. Man giver støtten, så alle mennesker har mulighed for at betale og gå ind og se opera og ballet. Vil man undgå endnu større social skævhed i kulturforbruget, må det offentlige støtte«, siger Jørn Langsted.

Han leder Kulturpolitisk Forskningscenter på Aarhus Universitet og stod blandt andet i spidsen for analysen ’Spændvidder’ om dansk kunststøtte.

Københavnske Vega er et veletableret spillested. Alligevel kan man sagtens forestille sig, at det går nedenom og hjem, hvis der mangler millioner i kassen. Det kan man ikke forestille sig med Det Kongelige Teater?

»Nej, det kan man ikke. Kulturarvens institutioner og især Nationalmuseet, Statens Museum for Kunst, Det Kongelige Teater og den slags lukker ikke, uanset hvor dårligt det går. At nogen skulle tage 100 millioner kroner fra Det Kongelige og lægge over til Vega og den rytmiske musik, kan man heller ikke forestille sig. Det er helt illusorisk. Det ville ingen regering finde på. Men det ville være en god ide at diskutere fordelingen. For den rytmiske musik har været i klemme i mange år på de almindelige spillesteder rundt om i landet. Det kræver mere i støtte, hvis kvaliteten og variationen skal opretholdes«.

Når det nu er tv-serier og film, alle danskere ser, og ikke opera og ballet, hvorfor så ikke bruge flere penge på film og tv-serier?
»...«. (Høj latter)

Men kunne man ikke bare nedlægge operaen og bruge 200 mio. kr. ekstra hvert år på at lave flere gode tv-serier eller noget i den stil. Hvorfor drøfter man aldrig det?

»Det burde man selvfølgelig også gøre. Drøfte, om vi vil have en professionel, klassisk opera bestående af solister, operakor og et helt symfoniorkester, eller om det ville være mere fornuftigt at sige: Vi klarer os ved at få nogle udenlandske gæstespil hevet ind et par gange eller syv om året, og derved dækker vi operainteressen. Så kommer der måske oven i købet nogle verdensstjerner med hver gang, og så er den potte ude. Så behøver vi ikke have et helt ensemble gående et helt år. Det kunne man også overveje på ballettens område. Men det er fy-fy«.

Har sparket til diskussionen
Der er jo ingen, der tror, at der kommer mange flere penge til kulturen i en økonomisk krise uanset regeringsfarve. Hvorfor diskuterer vi så ikke overordnet, hvordan vi bruger den pose penge, der er til rådighed?

»Det burde vi også diskutere. For eksempel om det er bedst at bruge pengene på de klassiske institutioner. Men man ryger ud i, at lukker man balletten, så mister man kulturarven og de århundredgamle traditioner og Bournonville og fanden og hans pumpestok, som dette fattigrøvssamfund ikke vil lade leve videre. Så bliver det den diskussion. Politikerne vil gå i baglås og protestere, hvis de bliver spurgt om det. ’Plejer’ er det store styringsinstrument i dansk kulturpolitik«.

Burde man gøre op med det, eller er det fint nok?

»Jeg har prøvet at sparke til den diskussion i jeg ved ikke hvor mange år. Jeg har spurgt, hvordan kan det være, at de nyeste og mest usikre teatre år efter år skal udsættes for kvalitetsbedømmelse, mens de faste og etablerede institutioner får støtte år efter år uden at blive udsat for en kvalitetsbedømmelse«.

»Men karakteristisk for megen kunst er, at kvalitet kan dukke op mange steder, og det har ikke nødvendigvis noget med institutionens størrelse at gøre eller mængden af støtte. Kvalitet kan dukke op i syvende baggård. Og så er den der et stykke tid, og så er den et andet sted tre år efter«.

Hvorfor lykkes det ikke at få gang i den diskussion?

»Man træder på for mange ømme tæer og får skudt i skoene, at man er Det Kongelige Teaters værste fjende. Ikke mindst i læserbrevene i din egen avis. I er jo forlovet med Det Kongelige Teater med rabatter og den slags. Jeg opfatter det sådan, at Gyldendals Bogklub, Politiken og Det Kongelige nærmest er én koncern«.

»Selvfølgelig kræver især de klassiske kunstarter noget kontinuitet – man nedlægger ikke et symfoniorkester og opretter det igen to år efter. Eller åbner et stort kunstmuseum og lukker det igen efter et par. Det dur ikke. Men det er fint at få sat fut i diskussionen. Når de offentlige midler ikke stiger, er der kun den meget hårde, blodige og onde prioriteringsdiskussion tilbage«.

Er det et problem, at man binder så mange kulturpenge i nye flotte bygninger?

»Ja. Og manøvren er, at man skaffer pengene til byggeriet, selv om man godt er klar over, at det kommer til at koste ekstra driftsmidler, og at nogle af udgifterne først dukker op, når byggeriet står færdigt. Så koster det pludselig mere i rengøring og varme og vinduespudsning, end man havde regnet med, og derfor mangler der pludselig en del millioner«.

»Nogle gange har man en fornemmelse af en vis kynisme i forbindelse med nybyggerier. For når de står færdige, må det offentlige jo så punge ud med de ekstra midler, der er brug for. Man kan jo ikke bygge et kulturpalads, der ikke bliver brugt. Det er realiteten med Det Kongelige Teater. Kunstmuseet AroS har også satset lidt på samme måde«.

Hvis vi hev ’plejer’ ud af prioriteringen, hvad ville vi så gøre som i dag?

»’Plejer’ gør det let at lave kulturpolitik. Man slipper for år efter år at tage den onde diskussion. Men hvis ’plejer’ spillede en mindre rolle, ville man måske få en kulturpolitik, der blev taget dybt seriøst af politikerne. Så kunne de ikke nøjes med automatreaktioner, men var nødt til at redegøre for deres prioriteringer - fra grunden af. Som tankeeksperiment er det vanvittig interessant, selv om jeg ikke tror, det ville kunne lade sig gøre«.

Vil ikke selv svare på spørgsmålet
Hvad ville du selv lave om?

»Årh hold da op, det kan jeg da ikke svare på«.

Det er jo aldrig nogen, der har lyst til at sige, hvor man skal bruge færre penge?

»Nej, og det får du heller ikke mig til«.

Hvis man skulle omfordele, er der så noget, der får støtte, uden at det nødvendigvis er godt for den kunstneriske udvikling?

»Man skal prøve at gøre op med institutionssygen. Det er ikke noget, der kun gælder de gamle ’plejer’-kulturarvsinstitutioner, men også nye initiativer, der gerne vil oprette institutioner og komme fast på finansloven og de kommunale budgetter. Og så skal man stadig holde tungen lige i munden, så den offentlige kulturpolitik ikke understøtter det, der kan klare sig på markedets vilkår, men kun det, som ikke kan«.

Kunststøtten er altså ikke noget, man skal opfatte som støtte til den enkelte borger?

»Nej, det er tilbud til os enkeltindivider. Men kunststøtten er en politik, der på hele samfundets vegne siger, at vi har behov for, at der er nogle steder, hvor der stilles nogle skæve, mærkelige, underlige spørgsmål. Åbnes nogle betydninger, som vi slet ikke havde forestillet os. At der rykkes ved vores måde at se verden på«.


Harvested in 2011 from the url: http://politiken.dk/kultur/ECE1379151/professor-plejer-er-doed---nu-skal-kulturstoetten-prioriteres/ for "A Collection of Essays on Art" by Michael B. Chang http://www.michaelchang.dk/04_words/workwords/on_art.html – Reference xviii – #1




Fagforeninger kræver opgør med kulturstøtte til eliten
Fagforbundet 3F vil også have den støttede kultur ud til de ufaglærte.

Offentliggjort: September 1, 2011

Fagbevægelsen melder sig nu ind i kampen om kulturstøtten. De 12 milliarder skattekroner, som Danmark årligt bruger på kunst og kultur bør komme alle til gode. Det mener fagforeningerne 3F og FOA, som repræsenterer omtrent en halv million kortuddannede.

De opfordrer derfor den kommende kulturminister – uanset partifarve – til at nedsætte et udvalg, som skal komme med bud på at få kultur ud til de lavtuddannede.

»Vi stiller gerne op til et samarbejde med den kommende kulturminister om, hvordan vi kan udbrede de skattebetalte kulturtilbud, så også vores medlemmer får glæde af dem. Hvis ministeren nedsætter et arbejdsudvalg, deltager vi gerne«, siger Poul Erik Skov Christensen, der er formand for 3F og repræsenterer 370.000 ufaglærte arbejdere.

Megafon har foretaget en måling af danskernes kulturforbrug for TV 2 og Politiken, der som omtalt i gårsdagens avis viser, at det er eliten – de højtuddannede og velstillede – der er storforbrugere af kultur. Især af de tilbud, som koster mest per besøg.

For eksempel har 13 procent af danskere med universitetsuddannelse inden for det seneste år har set en ballet, mens det kun er tilfældet for 2 procent af folk uden uddannelse og 1 procent af håndværkerne. Alligevel giver det offentlige 1.309 kroner i støtte per besøg i balletten på Det Kongelige Teater.

Mulighed for at møde kulturen
»Vi skal ikke være smagsdommere over, hvad der skal støttes og ikke støttes. Vi skal heller ikke pådutte vore medlemmer, at de skal gå til ballet, opera eller på museum. Det er deres eget valg, men vi har gennem tiden arbejdet for, at arbejdere skulle have mulighed for at møde kulturen, også finkulturen«, siger Poul Erik Skov Christensen.

3F har tre forslag til at få bredt de eksisterende kulturtilbud ud til flere. Der skal i højere grad være mulighed for at møde kunst på arbejdspladsen, børnene i skolen skal mere regelmæssigt opleve professionel teater, dans, musik og maleri. Og endelig skal flere museer være gratis.

Dennis Kristensen, som er formand for FOA, fremhæver, at det er nødvendigt at fokusere mere på at støtte kultur på arbejdspladserne, hvis den folkelige opbakning til kulturstøtten skal fastholdes.

»Jeg forestiller mig ikke, at arbejderne sidder ved deres stansemaskiner og så kommer et balletkompagni dansende ned gennem fabrikshallen. Det handler om at understøtte og udvikle de kunstforeninger på arbejdspladserne, som sørger for maleri, grafik og skulpturer og arrangerer teaterture i fritiden«, siger Dennis Kristensen, som repræsenterer 200.000 offentligt ansatte, hvoraf mere end halvdelen er kortuddannede social- og sundhedsmedarbejdere.

Svær øvelse
Tidligere satsede fagbevægelsen meget på at få kulturen ud til arbejderne. Har I glemt kulturen?

»Fagbevægelsen var drivende fra 1930’erne til 1950’erne. Men så er det kørt lidt af sporet, og vi har nu en veluddannet elite, som bruger kulturen meget, mens de fleste andre ser tv. Jeg tror, at vi på en måde skal gå tilbage, uden at gå baglæns, og få fokus på, at det er danskerne – alle danskerne og ikke kun eliten – der skal have glæde af kulturstøtte«, siger Dennis Kristensen.

Er der penge til det?

»Ja, på længere sigt. Kunst og kultur vil komme til at spille en endnu større rolle i vores liv. Men lige nu er det selvfølgelig en svær øvelse at finde flere penge, fordi der er krise«, siger han.

Overvinde ’sceneskrækken’
Socialdemokraternes kulturordfører, Mogens Jensen (S), siger, at fagforeningerne »sparker en åben dør ind« hos ham. Han vil have nedsat »et historisk trepartsudvalg«.

»Vi vil indkalde fagbevægelsen og arbejdsgiversiden for at drøfte, hvad vi kan gøre for at nå ud. Dansk Industri og Dansk Erhverv er også interesseret i denne her dagsorden, fordi kultur er vigtig for at kunne tiltrække de bedste medarbejdere«.

Socialdemokraternes kulturordfører forestiller sig konkret, at det offentlige skal støtte kulturforeninger på arbejdspladsen. De skal have særligt attraktive tilbud om at komme i teateret, på museum eller til koncert.

»Kommer de kortuddannede til at stifte bekendtskab med kulturtilbud sammen med arbejdskammerater, kan det overvinde ’sceneskrækken’ for at gå i teatret eller på museet«, siger han.

Politikere: Kultur for alle
Mogens Jensen tror også, at det vil kunne brede kulturen ud til flere, hvis børn og unge får et klippekort med gratis kulturoplevelser.

Venstres kulturordfører, Troels Christensen, siger, at det »har stået over alt andet« i VK-regeringens kulturpolitik, at kulturen skal være for alle. Derfor har man blandt andet bevilget omtrent 20 millioner kroner til kommunale kulturprojekter, som når bredere ud:

»Det lyder jo smukt, men med krisen er vi stolte af, at der ikke er skåret i kulturen. Det koster penge, hver gang Mogens Jensen åbner munden. Hvis han bliver kulturminister, får vi en kø helt ned til Den Sorte Diamant med alle dem, han har lovet penge«, siger Troels Christensen.


Harvested in 2011 from the url: http://politiken.dk/kultur/ECE1377758/fagforeninger-kraever-opgoer-med-kulturstoette-til-eliten/ for "A Collection of Essays on Art" by Michael B. Chang http://www.michaelchang.dk/04_words/workwords/on_art.html – Reference xviii – #2




Den offentlige kulturstøtte går til eliten
De højtuddannede og de vellønnede løber med størstedelen af kulturstøtten. Eksperter opfordrer til reform.

Offentliggjort: August 30, 2011

Hver gang pensioneret tandlæge, dr.odont. Merete Vigild sætter sig til rette i et af sæderne i Operaen på Holmen i København, støtter samfundet hende med mere end 1.000 kroner.

Hver gang elektriker og it-konsulent Knud Bidstrup går til koncert på spillestedet Mojo Blues Bar nogle få kilometer derfra i Københavns Indre By, udløser det omkring 15 kroner i støtte fra samfundet.

Sådan er det med kulturstøtten.

Det er de højtuddannede og dermed ofte også bedst lønnede, der er storforbrugere af den kunst, som udløser den største offentlige støtte per gæst. Mens ufaglærte arbejdere og håndværkere i langt mindre omfang bruger de klassiske og dyre kulturtilbud som for eksempel ballet, opera og teater.

Det viser en brugerundersøgelse baseret på interview med 1.026 danskere, som Megafon har lavet for Politiken og TV 2.

Kulturstøtten skulle gå til hele folket

Siden Kulturministeriet blev oprettet for 50 år siden – 19. september 1961 – har det ellers været et klart mål, at kulturstøtten skulle brede kulturen ud til hele folket. En målsætning, som det har været svært at leve op til, konstaterer professor Jørn Langsted, der er leder af Kulturpolitisk Forskningscenter ved Aarhus Universitet.

»Alle skal ikke alt. Man skal ikke proppe finkultur ned i halsen på folk, hvis de ikke vil have det, men det er da dybt deprimerende, at så mange års kulturpolitik ikke har ført til, at de sociale og økonomiske skævheder er blevet mere udjævnet«, siger Jørn Langsted efter at have studeret Politikens undersøgelse.

Mens for eksempel 26 procent af kandidaterne fra universiteterne har været til opera inden for det seneste år, så gælder det 6 procent af håndværkerne og 9 procent af de ufaglærte.

Modsat ser næsten alle dramaserier og danskproducerede film på tv, og forskellene på højtuddannede og ufaglærte er også mindre udtalte, når det gælder biblioteker og museer.

Altædende kulturforbrugere

Mens målsætningen om at få finkulturen ud til folk med kort uddannelse ikke er blevet opfyldt, så er de højtuddannede omvendt gået på rov i populærkulturen.

Forskerne kalder simpelthen dagens højtuddannede for »altædende« kulturforbrugere. De bryder grænserne ned mellem populær og finkultur ved at være de største forbrugere af stort set alle typer af kultur, som det også fremgår af Politikens brugerundersøgelse.

Den ene dag går de til George Michael-koncert i Jyske Bank Boxen. Den næste dag køber de en billet til Operaen i København. At være en altædende kulturforbruger signalerer overskud.

Siden midten af 1970’erne har lektor Peter Duelund fra Københavns Universitet forsket i kulturpolitik, og han var forskningsleder for et 17-binds værk om ’Kulturens politik’, som udkom i 1990’erne.

»De højtuddannede og de nye mellemlag er ikke længere enten til pop eller klassisk, men til begge dele. Alligevel er der stadig kolossale sociale forskelle, for de lavtuddannede bruger sjældent de klassiske kulturaktiviteter«, siger Peter Duelund.

Lektor frygter større forskelle
Det er dog ikke ensbetydende med, at målet om at udbrede kulturen har været helt forgæves, understreger forskerne.

Dels har mange flere fået en længerevarende uddannelse de seneste 50 år, og dermed er gruppen af storforbrugere af kultur vokset, dels er det lykkedes for de nordiske lande at få en væsentlig bredere del af befolkningen til for eksempel at benytte biblioteker.

For eksempel har 64 procent af danskerne lånt bøger, musik eller film på biblioteket inden for det seneste år, mens det typisk er langt under halvdelen af befolkningen, der går på biblioteket i europæiske lande uden for Skandinavien.

Peter Duelund frygter, at de sociale forskelle bliver større i fremtiden.

Som flere andre eksperter peger han på, at danske politikere i løbet af de seneste ti år er gået fra at fokusere på lighed til at se kultur som en motor for turisme og økonomisk vækst i byerne. Man forsøger med gode kulturtilbud at tiltrække veluddannede og købestærke turister og skatteborgere.

»Man er på vej væk fra overordnede mål om lige muligheder for borgerne og fokuserer i stedet på, om kunsten kan betale sig. Det kan du for eksempel se på resultatkontrakterne for kulturinstitutioner, som nu fokuserer på turisme og på at tiltrække sponsorater fra erhvervslivet«, siger Peter Duelund.

Paladser i sten og glas

Eksperterne slår syv kors for sig, når man spørger dem, om man helt bør fjerne tilskuddet til elitens dyre kulturtilbud som ballet, teater og opera og i stedet bruger pengene på biblioteker, museer og dramaserier på DR, som når ud til flere.

Dels skal kulturpolitikken netop understøtte kultur, som ikke kan klare sig på markedsvilkår.

Dels er den smalle kultur vigtig, fordi den gør os rigere og giver store dybe oplevelser og bevarer kulturskatte for eftertiden.

Og endelig er det dyrere at have et orkester og et ensemble og sætte en helt ny forestilling op end at hyre et rockorkester.

Men når det er sagt, så er det ekstremt vigtigt, at vi får en reel diskussion af, hvad vi bruger pengene til i kulturpolitikken, siger eksperterne. Der er nemlig en klar tendens til, at kommuner og staten bygger store flotte kulturpaladser i sten og beton som Musikhuset i Aarhus, ARoS og Det Kongelige Teaters nye skuespilhus og Operaen.

Det binder kulturstøtten til drift af de store etablerede institutioner frem for at støtte det nye vækstlag, det eksperimenterende og dem, som går på tværs af kunstarter og tiltrækker et bredere publikum.

»Kafkamodellen«

Christian Have er medierådgiver, reklamemand og bestyrelsesmedlem og har i årtier arbejdet med at profilere kunst og kultur. Han hæfter sig ved, at hele 67 procent af danskerne ifølge Politikens undersøgelse enten vil bevare eller øge kulturstøtten. Men han frygter, at den brede opbakning til kulturstøtten vil forsvinde.

»Vi er nødt til at tage diskussionen nu, fordi vi har en kunst- og kulturstøtte, som er baseret på, hvordan kulturlivet så ud for 50 år siden. Man gør, som man plejer, og støtter det gamle frem for det nye, som kan lukke de unge ind«, siger Christian Have.

Han kalder det danske støttesystem for »Kafkamodellen«.

»Vi har masser af mursten, drift, velfungerende administrative processer, human relations og dygtige controllere. Til gengæld har vi ikke for én krones forståelse for, at der også skal puttes noget kunst ind i de fine nye kulturpaladser«, siger Christian Have.

Have: Støt RAW og Stella Polaris
Christian Have vil have støttemodeller, hvor man skruer ned – ikke fjerner, men skruer ned – for den del af den samlede kulturstøtte, der er bundet i faste bevillinger til museer og teatre og musikhuse. I stedet skal en større del af bevillingerne gå til puljer, hvor ansøgerne skal argumentere for, hvorfor de skal have støtten igen til næste år.

Det skal åbne for, at det kulturelle vækstlag kan søge støtte på lige fod med de etablerede institutioner.

»I dag støtter vi det enkelte museum med en bevilling frem for at støtte dem, som går sammen, eller som finder nye udtryksformer, som kan trække et nyt publikum ind. De kan måske få projektstøtte, men den forsvinder igen, og så er man tilbage til driften. Jeg mener også, at det bør være et krav for at få støtte, at man kan formidle kunsten. Det er ikke nok at have en kunstform. Den skal også nå et publikum«, siger Christian Have.

Som eksempler på støtteværdige projekter i vækstlaget nævner Christian Have rave-festivalen RAW, hvor etablerede og nye navne spiller på syv scener i Carlsbergbydelen i København.

Og Stella Polaris, som er en såkaldt chill out-festival for mere stilfærdig elektronisk musik i Østre Anlæg i København. En festival, som blandt andet har samarbejdet med Statens Museum for Kunst.

Christian Have mener også, at der skal være speciel fokus på de kulturinstitutioner, som giver mulighed for samarbejde på tværs af kunstarter, og som inddrager borgerne. For eksempel fremhæver han Kulturværftet i Helsingør, som har to multisale, et bibliotek, værftsmuseum, udstillingsrum, møde- og konferencefaciliteter, loungeområder samt værksteder.

Glas og beton uden sexappeal

I 2009 skrev lektor Lasse Andersson fra Aalborg Universitet en ph.d.-afhandling, hvor han satte spørgsmålstegn ved, om det var fornuftigt at binde kulturmidler i glas og beton. Han omtalte blandt andet den nye Opera og det nye skuespilhus i København, som havde for få tilskuere.

»De store kulturinstitutioner lider kort efter deres åbninger af posttraumatisk åbningsstress. De mangler den sexappeal, de oplevede, mens mørtelen stadig var fugtig og nyhedsværdien var helt frisk«, skrev han.

Og så stillede han det retoriske spørgsmål: »Hvad kunne man ikke skabe af kultur og havneliv hvert år for alle de penge, som nu bindes i glas og mursten?«.

I dag foreslår han, at man adskiller omkostningerne til drift af husene og til kunst, så det bliver tydeligt, hvad man støtter. Det vil være et godt udgangspunkt for en diskussion om prioritering, mener han.

Lasse Andersson argumenterer ikke for, at nogle af det Kongelige Teaters kunstformer bør undværes, men bevillingerne bør indgå i en reel prioriteringsdiskussion.

»Der bør ikke være automatik i støtten, så nogle har vundet hævd på den«, siger Lasse Andersson.

Svært at vende supertankeren

Henrik Kaare Nielsen er professor i æstetik og kultur ved Aarhus Universitet. Han kalder kulturpolitikken for en »supertanker«, som det er praktisk taget umuligt at vende.

»Når de dominerende partier i årevis har stået bag en kulturpolitik, som foretager denne her specielle fordeling, så virker det selvforstærkende. De har investeret politisk prestige, de har investeret skatteydermidler, de har opført bygninger, og de har ansat kunstnerisk personale. Det er en supertanker«, siger han.

Professoren taler ligefrem om en Matthæuseffekt. Det betyder, at den, som har i forvejen, skal have endnu mere, mens den, som ikke har, skal have endnu mindre.

»I øjeblikket henviser vi vækstlaget og de bredere ungdomsstrukturelle ting til den kulturpolitiske periferi. De midler, samfundet er villigt til at sætte af til kunst og kultur, er bundet i supertankeren. Der er for eksempel en underskov af små teatre med en meget presset og usikker økonomi, selv om de er nyskabende på en måde, de store, gamle teatre ikke er«, siger han og nævner som eksempler egnsteatret Carte Blanche i Viborg og Hvid Støj Sceneproduktion i Aarhus, som er henvist til at søge separat produktionsstøtte til hvert enkelt af deres projekter.

Ikke rindalister

Ifølge professor Jørn Langsted er det svært at rejse prioriteringsdiskussionen uden at blive stemplet som kunsthader.

»At snakke om penge er i dag fy-fy. Men på teaterområdet bruger man næsten halvanden milliard kroner, og der er under 100 millioner kroner frie midler. Det vil sige, at under 10 procent af budgettet er til rådighed for at opfange det nye og eksperimenterende. Alt det andet er plejers kulturpolitik. Sådan kan du gå område efter område igennem, og det er plejer, der styrer. Sådan undgår vi de ømme diskussioner om prioriteringer. Vi gør, som vi plejer«, siger han.

Jørn Langsted har et stort ønske til den kommende kulturminister efter valget.

»Det ville være klædeligt, hvis den nye kulturminister kunne lægge op til en fordomsfri diskussion, uden at vi ryger ned i grøfterne og kalder nogen for rindalist«, siger Jørn Langsted.


Harvested in 2011 from the url: http://politiken.dk/kultur/ECE1376524/den-offentlige-kulturstoette-gaar-til-eliten/ for "A Collection of Essays on Art" by Michael B. Chang http://www.michaelchang.dk/04_words/workwords/on_art.html – Reference xviii – #3

Formand for Dansk Forfatterforening: Det er fint, at Kunstrådet forsvinder
Forslag til nyt kunststøttesystem vil samle alting i et institut. Kunstnerorganisationer er bange for centralisering.

Offentliggjort: September 13, 2011

Det var en fredag eftermiddag i januar 1965, at Statens Kunstfond for første gang uddelte treårige arbejdslegater til 15 yngre kunstnere – og sparkede en af danmarkshistoriens hidsigste kulturdebatter i gang.

Kunstnerne fik nemlig offentlige penge at arbejde for – blandt andre en ung Klaus Rifbjerg, som kørte i flødefarvet sportsvogn og ikke ligefrem lod til at lide nød.

Døden nær

Politikere, debattører og menige læserbrevsskribenter krævede, at den nye Statens Kunstfond blev nedlagt. Og langt op i 1970’erne fortsatte lagerforvalteren Peter Rindal sin kamp mod fonden og dens udvalg med faglige eksperter, der spredte skatteydernes penge inden for forskellige kunstarter. Kunstfonden skulle dø.

Hvis det står til det udvalg, som den konservative kulturminister Per Stig Møller har bedt komme med et nyt forslag til kunststøtte i Danmark, sker det endelig. Kunstfonden vil dø.

Det er fint, at Kunstrådet forsvinder, for ingen kan finde ud af, hvordan det fungerer.
Lotte Garbers, formand for Dansk Forfatterforening
Ikke på den måde, rindalisterne forestillede sig. Men på en måde, som kan føre til en omfattende ommøblering af pengenes vej til kunst og kunstnere i Danmark.

Statens Kunstfond skal nedlægges. Det samme skal tvillingen Statens Kunstråd, som samlede en række andre udvalg og kom til i 2003 sammen med den administrative overbygning, Kunststyrelsen. Det hele skal samles til ét institut med en bestyrelse, som får rorpinden til den statslige kunststøtte i Danmark.

Uoverskueligt og indspist

»Det er fint, at Kunstrådet forsvinder, for ingen kan finde ud af, hvordan det fungerer«, siger formanden for Dansk Forfatterforening, Lotte Garbers.

Hun er enig i, at der er behov for forenkling af kunststøtten, men har endnu ikke læst udvalgets rapport og kan derfor tage ordentlig stilling til den.

I dag er der to parallelle universer. Tager vi litteraturen som eksempel, støtter Statens Kunstfond forfatterskaber og sikrer arbejdsro i bred forstand.

Mens Statens Kunstråd støtter konkrete projekter – eksempelvis en roman, som forfatteren kan søge penge til ved at indsende en ansøgning med en beskrivelse af værket og nogle siders prøvetekst. Pengene bliver begge steder fordelt af udvalg med sagkyndige – eksempelvis litteraturforskere og etablerede forfattere.

Kritikpunkterne er mange. Systemet er uoverskueligt, fordi kunstnere skal søge to steder, og de færreste har overblik over, om kunststøtten målretter sig nok, mener nogle. Systemet er indspist, mener andre. Og politikere og kunstneriske organisationer har for stor magt.

Forenkling

De ting gør det nye forslag op med.

Det ny Kunstinstitut skal have en bestyrelse på syv personer, der udskiftes hvert 4. år. Kulturministeren udpeger formanden.

De seks øvrige medlemmer findes ved at slå stillingerne op, så alle kan søge. Ansøgningerne går igennem et ansættelsesudvalg, hvor der blandt andet sidder repræsentanter fra kunstnerorganisationer og kunstneriske uddannelser.

Når bestyrelsen først er indsat, har politikere og organisationer til gengæld ingen magt længere. Og bestyrelsen ansætter så nogle kunstfaglige udvalg. Pengene skal fordeles af blot fem udvalg med hver 5-7 medlemmer for henholdsvis musik, billedkunst, litteratur, scenekunst og arkitektur og design.

Det ønsker et flertal af folkene bag forslaget. Et mindretal foreslår, at der bliver yderligere tre legatudvalg – for musik, billedkunst og litteratur – der fordeler de livsvarige ydelser og forfatterlegater, der ikke er rettet mod konkrete projekter.

Tostrenget system

Skal forslaget have forfatternes opbakning, er det mindretallets model, der dur, siger Lotte Garbers.

»Det er afgørende for os, at der kommer et tostrenget system, så man sikrer frie midler, der ikke afhænger af et konkret projekt. Ellers kan man lige så godt lægge det over i Erhvervsministeriet. Der er to slags forfatterprojekter: Dem, hvor du ved, hvad du skal skrive, og dem, hvor du bare har en fornemmelse. Det er to forskellige afsæt, og de skal kunne støttes fra hver deres udvalg«, siger hun.

Et flertal i arbejdsgruppen bag det nye forslag mener også, at bestyrelsen for Kunstinstituttet skal bestemme, hvordan den halve milliard kulturstøtte skal fordeles mellem musik, litteratur og så videre. Mens et mindretal foreslår, at politikerne afgør, hvor mange penge der skal bruges på hver enkelt kunstart.

»Jeg tror ikke, det er realistisk, at politikerne afgiver indflydelse på, hvor mange penge der går til de enkelte fagudvalg. Jeg tvivler også på, at man vil nedlægge Statens Kunstfond. Den har historiske traditioner langt tilbage. Jeg tror, der stadig er for meget plejer i dansk kulturpolitik. Men jeg synes, det her kunne være en interessant konstruktion«, vurderer Jørn Langsted.

Musikere vil beholde politikerne
Mens forfatterne kan se positive elementer er der stor skepsis blandt musikorganisationerne.

De mener, at det er en klar fejl, at samle kunststøtten i et system, fordi det ikke tager højde for, at komponisterne har nogle helt andre behov end udøvende musikere. Derfor ønsker de at bevare det tostrengede system med Kunstfond og Kunstråd.

Det her bliver opfattet som mere centralisering og et mindre kunstnervenligt system, end det vi kender.
Henrik Petersen, formand for Dansk Kunstnerråd
Ligesom de er bekymrede for at skære forbindelsen til Kulturministeriet og politikerne over.

»Det er uheldigt, for der skal være et samspil mellem minister og den uddelende struktur. Det samarbejde bliver sværere. Samtidig er det yderst uheldigt, hvis kontakten mellem kunstnere, fagfolk og politikere i repræsentantskaber forsvinder. Det er sindssygt vigtigt, at de møder hinanden og samarbejder«, siger formanden for Dansk Musikerforbund.

Mere centraliering

Dansk Kunstnerråd, der repræsenterer de fleste kunstnerfagforeninger er heller ikke begejstret.

»Vi er bange for, at embedsmandsindflydelsen bliver for stor. Det her bliver opfattet som mere centralisering og et mindre kunstnervenligt system, end det vi kender«, siger formanden Henrik Petersen, der dog samtidig understreger, at han ikke har læst rapporten.

Kunstnerne efterlyser øget dialog, og det er kulturminister Per Stig Møller (K) indstillet på, hvis han fortsat er minister efter valget.

»Jeg vil sende forslaget i høring. Der skal være debat om det her, før vi vedtager noget«, siger han.

Socialdemokraternes politiske ordfører har dog svært ved at forestille sig, at forslaget har gang på jord, hvis de sidder i regering efter valget.

»Ud fra det, jeg har hørt, rammer forslaget meget forkert. Men nu skal jeg læse rapporten«, siger han.

Harvested in 2011 from the url: http://politiken.dk/kultur/kunst/ECE1390524/formand-for-dansk-forfatterforening-det-er-fint-at-kunstraadet-forsvinder/ for "A Collection of Essays on Art" by Michael B. Chang http://www.michaelchang.dk/04_words/workwords/on_art.html – Reference xviii – #4