Uffe Elbæk: Ingen berøringsangst over for Weiwei
Kulturministeren får kritik, fordi han ikke mødes med systemkritisk kunstner.


AF PETER NICOLAI GUDME CHRISTENSEN
Offentliggjort på politiken.dk: Jan 8, 2012

Under sit officielle besøg i Kina har Uffe Elbæk mødt både kunstnere, officielle repræsentanter og systemkritikere.

Men ikke den berømte kunstner og dissident Ai Weiwei. I gårsdagens udgave af Information bliver det beskrevet som et diplomatisk fravalg. Uffe Elbæk har ikke villet skade dialogen om et kultursamarbejde med kineserne, men har ønsket at udvise respekt for sine værter.

Flere af Uffe Elbæks folketingskolleger kritiserer kraftigt denne respekt for kineserne og mener, at kulturministeren forsømmer sin pligt til at sige fra over for regimets undertrykkelse af den systemkritiske kunstner.

Et eksempel på, at Danmark »prioriterer handelsinteresser højere end demokrati og menneskerettigheder«, mener Enhedslistens kulturordfører, Stine Brix.

Solgte ikke ud
Sidste år blev Ai Weiwei holdt fængslet i små tre måneder, anklaget for skattesvig. Ifølge kunstneren selv en opdigtet anklage, der har til formål at skjule fængslingens politiske motiv. Men skatteanklagen står ved magt og kan ende med at koste Ai Weiwei, der er løsladt mod kaution og derfor ikke har ret til at forlade Beijing, millioner af kroner.

Politiken har talt med Uffe Elbæk fra Hongkong, hvor han i går stadig var i gang med det program, som den danske ambassade i Beijing har sammensat for hans besøg. Uffe Elbæk håber, at besøget kan danne grundlag for en slags dansk-kinesisk kulturår inden for de næste tre år.

Hvilke hensyn er det helt præcist, der har fået dig til at vælge et møde med Ai Weiwei fra?

»Der var aldrig en diskussion for eller imod at mødes med ham. Det var afgørende for mig at møde folk med forskellige positioner, men også synspunkter i forhold til hvad der sker på den kulturelle og politiske scene i Kina. Jeg mødtes også med en række systemkritikere, der har nogle meget klare holdninger om, hvordan tingene udvikler sig i Kina lige nu. I forhold til Ai Weiwei tog jeg det specifikt op med min kinesiske kollega, vicekulturministeren, og fremførte de synspunkter, vi har fra dansk side. Der har ikke været nogen berøringsangst i denne sag«.

Hvad har du sagt til vicekulturministeren angående Ai Weiwei?

»Jeg vil ikke referere fra den type møder, men jeg gav udtryk for den danske regerings holdning i forhold til menneskerettigheder. Og jeg nævnte specifikt Ai Weiwei«.

Tror du ikke, Ai Weiwei kunne have brugt den støttemarkering, det ville have været, hvis du havde besøgt ham, på trods af at du har talt med andre systemkritikere?

»Når man er ude som repræsentant for den danske regering, er det klart, at man skal sige sin mening. Man skal ikke sælge ud på holdninger, og det gjorde jeg absolut heller ikke. Der blev sagt det, der skulle siges. Og det er min vurdering, at det var hensigtsmæssigt også i forhold til de interesser, Ai Weiwei har i den her sag«.

’Vækstlags-Uffe’ er tilfreds
Som svar på, hvorfor du ikke har villet mødes med Ai Weiwei, siger du til Information, at man skal sige, hvad man mener, men også have respekt for den, man besøger. Hvilke konsekvenser havde det haft, hvis du havde valgt at prioritere et møde med Ai Weiwei?

»Det vil jeg ikke spekulere i. Det er hypotetisk. Formålet var at undersøge, om der var interesse og et reelt behov for at få et stærkere kulturelt samarbejde. Og tilbagemeldingerne var meget tilfredsstillende«.

Du har haft møder med kunstnere fra blandt andet Beijing Dance Theatre og National Center for Performing Arts. Statsgodkendte kunstnere. Ville det ikke, ud fra såvel et kunstnerisk som et ideologisk synspunkt, have været relevant at mødes med en kunstner som Ai Weiwei, der nyder stor kunstnerisk anseelse i resten af verden, men er i unåde hos de kinesiske myndigheder?

»Det kan man godt gisne omkring. Men mit formål med besøget var ensidigt at finde ud af, om der var grundlag for et samarbejde mellem danske og kinesiske kunstnere. Samtidig skal jeg sige min mening, når jeg er ude som minister, om, hvor vi står i forhold til eventuelle overgreb på menneskerettigheder, i det her tilfælde specifikt i forhold til Ai Weiwei. Og det gjorde jeg. Jeg synes, jeg kan forsvare vore prioriteringer«.

Du har selv en baggrund som vækstlagets forkæmper, Hvordan har du gjort det i forhold til at vise støtte til vækstlaget i kinesisk kultur på turen?

»Jeg synes i den grad, jeg har gjort det godt. Jeg har været ude at møde folk på alle niveauer i Kinas og Hongkongs kunst- og kulturliv. Jeg har mødt alle typer udsagn. Fra de meget officielle udmeldinger til græsrodskritiske synspunkter i forhold til, hvad der sker«.


Harvested in 2012 from the url: http://politiken.dk/kultur/nyheder/ECE1501871/uffe-elbaek-ingen-beroeringsangst-over-for-weiwei/ for "A Collection of Essays on Art" by Michael B. Chang http://www.michaelchang.dk/04_words/workwords/on_art.html#_references