Ai Weiweis skattesag går om


AF NINA PEITERSEN
Offentliggjort på politiken.dk: Jan 6, 2012

Midt i november 2011 gik den kinesiske systemkritiker og verdenskendte kunstner Ai Weiwei hen på skattekontoret i Beijing og betalte 7,3 millioner kroner, svarende til halvdelen af den skattegæld på 13 millioner kroner, som han ikke selv mener, han skylder det kinesiske styre.

Men han måtte til pengepungen, hvis han skulle gøre sig begreb om, at skattesagen skulle genovervejes af myndighederne.

Det er nu blevet virkelighed. Ai Weiwei oplyser til BBC News, at myndigheder nu har indvilget i at gennemgå kunstnerens skattesag på ny. Ud over den tilbagebetalte sum indgav Ais advokater i sidste uge en 9.000 ord lang appelbegæring.

Ai Weiwei fortæller, at myndighederne ringede til ham onsdag i denne uge og meddelte nyheden, og at gennemgangen vil være tilendebragt inden for to måneder.

Ais kunstneriske virke bunder i social-, politisk- og kulturkritik af det kinesiske styre. Han har åbent kritiseret styrets indstilling til demokrati og menneskerettigheder.

Ai fastholder myndighedernes hetz
Det resulterede i april 2011 i, at Ai Weiwei blev tilbageholdt af de kinesiske myndigheder i 81 dage. I de første mere end to måneder sad han fængslet helt uden officielle sigtelser, siden lød anklagen på skatteunddragelse i kunstnerens firma Fake Cultural Development Ltd.

22. juni blev kunstneren løsladt på grund af sit skrantende helbred, og fordi han ifølge kinesiske nyhedsbureauer »havde udvist samarbejdsvilje ved at tilstå sin skyld« og accepteret at tilbagebetale sin påståede skattegæld.

Siden har Ai Weiwei fastholdt, at myndighedernes beskyldninger kun er et forsøg på at tøjle hans kritik af styret.

Kunstneren har siden sin løsladelse haft forbud mod at forlade Beijing og mod at give interview, men det til trods er kunstneren fortsat aktiv på Twitter og udtaler sig ligeledes til den udenlandske presse.

Fans betalte gæld
I november, da kunstneren imødekom myndighedernes krav for en ankesag og betalte de 7,3 millioner kroner, sagde han:

»Nu har jeg betalt løsesummen. Det er ligesom at være udsat for tyveri«.

Pengene til efterbetalingen kom til dels fra Ai Weiweis fans. Godt 30.000 mennesker støttede kunstnerens sag. Nogle fans havde sågar sendt penge ind over murene til hans atelier med papirflyvere for at komme den nødstedte kunstner til hjælp.

Omkring 4,3 millioner kroner rundede støtten, før Ai Weiwei mødte op med tegnebogen hos myndighederne.

Men myndighederne helmer tilsyneladende ikke. I samme uge, som Ai Weiwei imødekom dele af tilbagebetalingskravet i skattesagen, rettede myndighederne en ny tiltale mod kunstneren.

Denne gang lød beskyldningerne på forbrydelse mod landets pornografilovgivning og var tilsyneladende udløst af en række nøgenfotos af kunstneren selv og nogle kvinder, der var lagt ud på internettet.

Kastanjen og pæren
Samme måned blev Ai Weiwei udråbt som verdens mest indflydelsesrige kunstner af det amerikanske kunsttidskrift Art Review.

I et interview i den britiske avis The Observer i december sagde kunstneren om myndighedernes forfølgelse:

»I kan ændre formen, men I kan ikke ændre indholdet. Man kan ikke forvandle en kastanje til en pære«.

18. november åbnede en større udstilling med Ai Weiweis værker på Louisiana i Danmark.

I december kom det frem, at Louisiana med støtte fra Ny Carlsbergfondet har erhvervet sig en større værkgruppe af Ai Weiwei. Der er tale om værket ’Trees, 2009-2010’, der forestiller en klynge træer bygget af afbarkede kamfertræstykker fra det sydlige Kina.


Harvested in 2012 from the url: http://politiken.dk/kultur/kunst/ECE1501075/ai-weiweis-skattesag-gaar-om/ for "A Collection of Essays on Art" by Michael B. Chang http://www.michaelchang.dk/04_words/workwords/on_art.html#_references