Der findes ingen naturlig seksualitet


Skrevet af: Sebastian Mohr
information.dk, Oprettet 01/04/2012 - 19:40

»Virkeligheden er, at vi er skabt som mand og kvinde, som han og hun, ellers ville verden være øde. Den danske lovgivning er indrettet efter dette naturgivne, at mennesket er to køn.«

Sådan sagde tidligere Birthe Rønn Hornbech (V) for nylig ved Venstres møde om regeringens forslag om at åbne Den Danske Folkekirke for vielser af lesbiske og bøsser.

Ifølge hende er den nuværende danske lovgivning, som udelukker at to mænd eller to kvinder må gifte sig i kirken, altså indrettet efter det naturgivne.

Når politikere refererer til naturen for at retfærdiggøre lovgivningen, gør man bedst i at stille sig kritisk. Lovgivning er i bund og grund et sæt retningslinjer og regler, som ved hjælp af sociale institutioner regulerer samfundet. Love og regler er med andre ord et produkt af de sociale relationer samfundet består af, de er ikke naturens frembringelser.

Når naturen bliver brugt som en del af et politisk argument, peger det med andre ord på, at politikkerne har forladt, hvad man kunne kalde informeret tænkning.

Birthe Rønn Hornbech er langt fra alene med sin forkærlighed for det naturlige.

Formand for Dansk Folkeparti, Pia Kjærsgaard, abonnerer på samme synspunkt, når hun i sit ugebrev fra den 22. marts, understreger, at det er den naturgivne forplantningsevnen, der afgør, om et parforhold er anerkendelsesværdigt eller ej. Hun skriver:

»At homoseksuelle i sagens natur ikke er i stand til at få børn på naturlig vis inden for rammerne af et ægteskab, behøver jeg vist ikke at tvære rundt i […] Det drejer sig om hensynet til det ufødte barn og hensynet til ægteskabet som ikke alene en kirkelig, men også en samfundsskabt ramme for samlivet mellem mand, kvinde og børn.«

Hvilken natur refererer politikere egentlig til, når de påkalder sig naturen på den måde? Det lyder som om seksualitet og reproduktion er knyttet tæt sammen, så reproduktion kun findes i den heteroseksuelle udgave – det man også kalder for samleje. Men er det egentlig sådan? Har mennesker sex, fordi de vil have børn? Er reproduktion virkelig bundet til heteroseksualitet på grund af ’naturen’?

Det heteroseksuelle matrix

Birthe Rønn Hornbech og Pia Kjærsgaard er født i henholdsvis 1943 og 1947. De er vokset op i en periode, hvor kønsroller var mere traditionelle, end de er i dag. At være kvinde betød dengang at være gift med en mand, at føde børn og at være husmor.

Begge politikere er børn af det, den berømte amerikanske filosof og feminist Judith Butler kalder for ’den heteroseksuelle matrix’: mænd begærer udelukkende kvinder, kvinder begærer udelukkende mænd, og dette heteroseksuelle begær er den naturlige reproduktive grundenhed.

Det paradoksale er, at netop denne ’naturgivende’ lov ikke engang var hundrede år gammel, dengang Birthe Rønn Hornbech og Pia Kjærsgaard blev opdraget til kvinderollen. Som den amerikanske historiker Jonathan Katz skriver i sin bog The invention of heterosexuality (Heteroseksualitetens opfindelse, red.), fandtes heteroseksualitet som en betegnelse for en særlig slags seksuel adfærd ikke før i slutningen af den 19. århundred. Og det var først i det tidlige 20. århundred, at heteroseksualitet blev synonym med det normale.

Heteroseksualitet opstod i forbindelse med den nyudviklede videnskab sexologi. Termen betegnede egentlig seksuel adfærd mellem mennesker af det modsatte køn uden prokreative formål – det vil sige samleje, som ikke havde til formål at skabe børn, men udelukkende var motiveret af begær.

Dengang var heteroseksualitet lige så unormalt som al anden seksuel adfærd, der ikke havde et til formål at avle børn. Standarden for det normale var at skabe afkom, uafhængig af om man begærede den person, man gjorde det med, seksuelt. Seksualitet i vores tids forstand, altså med det formål at gøre sig erotiske erfaringer, var endnu ikke koblet sammen med målet om at skabe børn. Tværtimod. Begær for et andet menneske var udelukkende noget, man dyrkede i ikke-prokreative forhold.

Ægte kærlighed

I det tidlige 19. århundreds borgerskabet var begær og kærlighed ikke knyttet til seksuel samleje. Her var idealet nemlig true love (den ægte kærlighed), og det betød, at man skulle holde sig fra at følge sine såkaldte kødelige impulser.

Med det udgangspunkt kunne en mand, som begærede en anden mand, meget vel have børn sammen med en kvinde, fordi menneskelig reproduktion var adskilt fra menneskelig seksualitet.

Det er først med psykoanalysens voksende indflydelse og den fremskridende medikalisering af seksualitet og reproduktion, at begær blev knyttet til prokreativ seksuel adfærd.

Først da skiftede heteroseksualitet rolle fra at have været en perversion til at fremstå som det normale, som ’naturens produkt’.

Når politikere som Birthe Rønn Hornbech og Pia Kjærsgaard refererer til ’naturen’ som et argument mod statens og folkekirkens velsignelse af lesbiske og bøsse ægteskaber, tager de altså fejl. Det, deres argument er baseret på – heteroseksualiteten som den naturlige instans af reproduktion – er i sig selv en resultat af en bestemt historisk udvikling.

Deres argument giver kun mening, hvis man holder fast i den normative påstand om, at seksuelt samleje, begær og reproduktion hænger sammen.

Men seksualitet har intet naturligt grundlag i den forstand, at seksuelt samleje har som formål at skabe børn. Seksualitet er meget mere end at skabe børn. Og at skabe børn er meget mere end seksualitet.

Som menneskelige væsner er vi mere end ’naturens produkt’. Vi lever sammen i relationer med hinanden og skaber selv de vilkår, som vi ønsker at leve sammen under.

I virkelighedens verden har mænd, som begærer mænd, børn sammen med kvinder, som begærer kvinder.

I virkelighedens verden vokser børn op med to mødre og to fædre. I virkelighedens verden er livet meget mere kompliceret end den populære inddeling i naturlig og unaturlig.

Den er langt mere kompliceret end den politiske retorik, som bygger på en sådan inddeling, gerne vil have os til at tro.

Politisk udsyn, tak

Reproduktion og seksualitet bør ikke nødvendigvis hænge sammen. Det gør de kun, hvis man tænker inden for den heteroseksuelle matrix.

Men som politiker skulle man gerne være i stand til at tænke sig ind i situationer, som er ikke ens egne. Kan man ikke det, tager man muligvis fejl, når man skal træffe politiske beslutninger, som påvirker hele befolkningen.

At træffe politiske beslutninger kræver, at man kan se ud over ens egen horisont.

Det kan godt være svært i det her tilfælde, netop fordi vi er så vant til at tænke verden gennem den heteroseksuelle matrix. Men blot fordi noget er svært, betyder det jo ikke, at man skal lade være med at prøve.

Samfundet som et fælles projekt udvikler sig kun til det, vi stræber efter, hvis vi også arbejder mod det.

Om vort samfund overhovedet skulle være indrettet i den nuværende norm, der er baseret på eksklusive parforhold, er endnu et åbent spørgsmål. Men at mennesker elsker hinanden og får børn sammen, uafhængig af om de begærer hinanden seksuelt, er allerede en realitet. Og hvis mennesker gerne vil gifte sig med hinanden, skal det være deres beslutning, ikke politikernes.

Sebastian Mohr er etnolog og ph.d.-studerende ved Center for Medicinske Videnskabs- og Teknologistudier på Københavns Universitet


Harvested in 2012 from the url: http://www.information.dk/297576 for "A Collection of Essays on Art" by Michael B. Chang http://www.michaelchang.dk/04_words/workwords/on_art.html#_references